Fortællinger
Her er de fortællinger og foredrag, som jeg lige nu byder på.
De kredser alle om det at være menneske i en verden, som ikke altid er nem at forstå.
Jeg fortæller uden manuskript eller bog, stand-up i direkte kontakt med tilhørerne.
SE OP OG ELSK VERDEN – om liv, tab, tro
At være menneske er at have en historie. En historie om hvem vi er og som forbinder os med andre. Men også de tab, vi har været ude for. Med humor og alvor fortæller jeg en række livshistorier, både de gode, de smertefulde og dem, der handler om meningen med det hele. At kende sig selv er at kende sine egne historier om liv, tab og tro. Den røde tråd er at gribe dagen og gå løs på livet – og få en god historie ud af det. Det hele er på baggrund af bogen Se op og elsk verden – fortællinger om liv, tab og tro.
60-90 minutter
KUNSTEN AT FORTÆLLE
– hvordan bliver vi bedre til at fortælle den gode historie?
Det handler om mundtlig fortælling i dagens Danmark – i skolen, kirken, organisationer og virksomheder. Med baggrund i mange år som historiefortæller og senest mine aktuelle erfaringer med stand-up fortælling hos The Moth i London, hvor jeg har vundet tre StorySlams, giver jeg en række eksempler på moderne, nutidig historiefortælling.
Jeg fokuserer på kunsten at fortælle en historie fra eget liv, fra kunst, bibel og litteratur – og hvordan man kan bruge historierne. Undervejs inddrager jeg min bog Kunsten at fortælle og trækker tråde fra Aristoteles over Grundtvig til nutidige forfattere, bl.a. Jan Kjærstad. Og jeg stiller spørgsmålet: hvordan bliver vi bedre til at fortælle den gode historie i skolen, kirken, virksomheden?
60-90 minutter
LIVTAG MED TILVÆRELSEN
– med litteraturens fortællinger som spejl og livsoplysning
“Det er svært at være menneske – men prøv nu alligevel”, sagde Storm P. Og det er hvad det handler om med denne mosaik af aktuelle fortællinger fra hverdagen og litteraturen, bl.a. Katrine Marie Guldager, Jens Chr. Grøndahl, Kerstin Ekmann, Dostojevskij og Bibelen. Det handler om livtag med tilværelsen – arbejde og kærlighed, om tro og livsmening. Litteraturens fortællinger kaster lys over livet og giver udblik til samfundet og kulturen. Det hele med baggrund i bogen I litteraturens spejl – livtag med tilværelsen.
60-90 minutter
SET UDEFRA
– danskernes tro og rødder i udlandets spejl og modlys
Efter mange år som præst i Folkekirken skiftede jeg spor, og blev en årrække præst og daglig leder ved Den danske Kirke i London samt social attache ved Den danske Ambassade. Med baggrund i årene fortæller jeg om danskernes tro og rødder set udefra. Sproget er vigtigt men også fortællingen om frikadeller, sankthansaften, fænomenet tillid, ‘I østen stiger solen op’ – og dansk humor. Undervejs tegner der sig et billede af både den sekulariserede og den kulturkristne dansker – set i udlandets spejl og modlys. Og jeg stiller spørgsmålet: Hvor er vi på vej hen i en international verden?
60-90 minutter.
DET UPERFEKTE LIV – i lys af bibelhistorien
Vi jager den perfekte krop, den perfekte familie, det perfekte arbejde. Vi flasher vores vellykkede liv på Instagram og Facebook. Men findes der en modfortælling – en dybere og mere realistisk måde at anskue vores moderne liv og samfund? Ja, det gør der i Bibelens centrale grundfortællinger. Jeg genfortæller en håndfuld af dem. I stedet for at jage det perfekte liv med penge og succes, peger historierne på næstekærlighed, mening og indhold i livet. Kunsten er ikke at blive perfekt, men at lære at leve med sin egen uperfekthed. Med baggrund i bogen Det uperfekte liv – maraton i Bøgernes Bog.
60-90 minutter
BRØDRENE KARAMAZOV af Fjodor Dostojevskij
Brødrene Karamazov er en vild og storstilet roman. Her skildrer Dostojevskij mennesket som en kompleks gåde, der rummer alle mulige modsætninger. Jeg fortæller historien. Den forhadte Fjodor Karamazov bliver myrdet, men hvem er morderen? I dagene før og efter mordet viser hans tre sønner hver deres livsforståelse: Dimitri med de voldsomme erotiske lidenskaber, Ivan med det ateistiske livssyn, Alosja med den kristne tro. Hver især er de intenst optaget af tilværelsens allerstørste spørgsmål. Har livet mening? Findes Gud? Er lidelse nødvendig?
90 minutter
LYKKE-PER af Henrik Pontoppidan
Lykke-Per er en af de helt store fortællinger i dansk litteratur og rummer dagsaktuelle vinkler på tilværelsens store spørgsmål. Jeg fortæller historien. Vi følger Lykke-Per fra opvæksten i Østjylland, årene i København med studier og kvinder, rejsen til Tyskland og Italien, tilbage i Østjylland med ægteskab og arbejde og til sidst de ensomme år oppe ved Vestervig ud mod havet. Det handler om en mands livtag med arbejde, køn og kærlighed, tro og døden. Lykke-Per er fortællingen om et menneske, der var dømt til “Kains fredløshed” men som også mødte sit liv med stor eksistentiel alvor.
90 minutter
BIBELHISTORIE FOR NUDANSKERE
En collage af fortællinger som med humor og alvor tager tilhørerne med på en tur rundt i dagens samfund, bibelhistorien og de store livsspørgsmål. Gennem mange år har jeg jævnligt forladt prædikestolen for i stedet at fortælle bibelhistorier i kantiner og værtshuse, på internet, i tv og forsamlingshuse. Med baggrund i mine oplevelser og erfaringer viser jeg, hvor dybt Bibelens fortællinger rammer ind i vores moderne liv med selvindsigt og livsoplysning. Og jeg stiller spørgsmålet: Hvordan husker vi vores bibelhistorie? Kan skolen og folkekirken gøre det bedre?
60-90 minutter
