Anmeldelse: Nådestødet af David Bugge

Anmeldelse i Præsten, 30 august 2024

David Bugge 
Nådestødet og andre essays 
Klim 2023 

David Bugge (født 1971) er leder af K.E. Løgstrup Forskningscentret, lektor i teologi i Århus og af mange kendt som en inspirerende formidler og underviser. Han har desuden publiceret en række bøger og bidrag til mange antologier indenfor feltet teologi og litteratur. 

Da Corona-krisen ramte verden, fik Bugge tid til at gå ned i husets kælder og snitte på nogle af sine teologiske kæpheste, og det er nu blevet til en lille essaysamling, som både inspirerer og provokerer.  

Opgør og modspil 

Bogen indeholder fem essays med en indledning og et efterord og til sidst en grundig litteraturliste, som indbyder til videre læsning. Hvert essay rummer teologiske opgør og spiller tydeligt ind i nutidige teologiske debatter. 

Med bogens første kæphest, ‘teologen som homo ludens’, skubber Bugge til den faglige og alvorlige selvhøjtidelighed hos præster og universitetsteologer. I stedet plæderer han, med henvisning til bl.a. Karl Ove Knausgaard og Karen Blixen, for at teologi skal være en leg og idealet er det teologiske legebarn, som kan være tilværelsens og universitetets hofnar. 

En anden kæphest er opgøret med ‘den kristelige korrekthed’ (Løgstrups udtryk), hvor Bugge fremhæver Kaj Munk som et lysende eksempel på en kættersk teolog, befriende udogmatisk og ofte virkelig original i sin omgang med kristendom. Han var et sprællevende menneske, en sand ‘Herrens tjener, en Fandens ka’l,’ et eksempel til efterfølgelse for både teologer og præster. 

Endnu en kæphest er opgøret med den traditionelle skabelsestanke, som Bugge mener implicit gør Gud til ophav for lidelsen. Teodicéproblemet igen. Essayet har med- og modspil til både Løgstrup, Brinkmann og Barth, og Bugge selv advokerer for den tanke at ‘skabelse er det, der sker når Gud i sin kærlighed gør verden til sin’, som det sker i Jesus og hans forkyndelse. Her midt i verdens lidelser (som under ingen omstændigheder kommer fra Gud) kan vi opleve ‘lommer af Gudsriget.’  

Den sidste kæphest er et opgør med Karen Blixens berømte fortælling om ‘storken’, hvor Blixen lader et menneskes tilsyneladende planløse vandringsrute aftegne et (meningsfuldt) billede af en stork. Bugge finder billedet individfokuseret og selvoptaget. I stedet sætter han nåden, der flytter al fokus fra mennesket til Gud. Nåden er at jeg bliver fortalt ind i Guds historie og således fritaget for at gå op i mig selv og fortælle mig selv. Guds historie styrer.  

Nådestødet 

Bogens centrale tanke er ‘den radikale nåde’, der løber som en rød tråd gennem bogen. Bugges kæphest er en ny metafor for Guds suveræne nåde, nemlig ‘nådestødet’. Udtrykket forekommer hos digteren Emil Årestrup, som giver ordet en pikant drejning, hvor nådestødet bliver til mandens lyksaliggørende (samleje-)stød ind i kvinden. Bugge foreslår at bruge ordet om den guddommelige suveræns kærlighedsytring.  

Jeg må tilstå at billedet ikke fænger os mig. Dels er det overseksualiseret, og dels skriver Bugge gentagne gange at Gud egenmægtigt og egenrådigt trumfer sin vilje igennem, så der er et element af tvang i nådestødet, eller som Bugge siger det med et citat fra H.C. Andersen: “Tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel.” Det undrer mig at Bugge ikke ser, hvordan dette billede af Gud kæntrer og bliver til billedet af en voldtægtsmand, for ‘samtykkeerklæring er ikke noget en frelsende suveræn beflitter sig med.’ 

Det virker som om Bugge for alt i verden vil have et fuldstændigt utvetydigt gudsbegreb, hvor Guds nåde trumfer sig igennem ad absurdum, uanset hvad. For mig at se ender det i ren abstraktion. De bibelske fortællinger og billeder af Gud er dog langt mere frodige og facetterede end sådan et renskuret teologisk princip. Og gør det noget, at der er elementer og træk i vores Gudsbillede, som ikke går op? 

Jatak til flere kæpheste 

Som det fremgår af ovenstående, synes jeg nogle gange, at Bugges teologiske kæpheste er for løbske. Men det skal ikke skjule at Bugge formår at inspirere og provokere. Og som sådan lykkes hans bog. Det var det, han ville, da han sad nede i kælderen og snittede sine kæpheste. Der er en dejlig kreativitet i bogen, en glæde ved at baske med vingerne og ryste den teologiske pose.  

Bogen er lille i omfang men der er masser vinkler, indfald og udfald, som kan bruges i præsters prædiken og undervisning. Bugge formår at bringe teologi og nutidsliv i nye forbindelser med hinanden, og jeg håber han snitter videre og lader stalddøren stå åben, hvis der skulle gemme sig flere kæpheste, – luk dem gerne ud til inspiration og provokation.