Fortælling af Pontoppidans Lykke-Per
Jeg har fået den opgave at genfortælle Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per ved Baptistkirkens sommerhøjskole i juli. Det er et privilegium at få sådan en opgave, og jeg glæder mig meget.
Jeg har tidligere fortalt romanen, men det er lang tid siden sidst, så jeg bruger meget tid på arbejde mig ind i fortællingen igen. Romanen er på ca 800 sider, og en genfortælling på 2×45 minutter kan selvfølgelig ikke yde den ret, men jeg prøver alligevel og lægger vægten på historiens hovedpersoner, hovedhandlingen og hovedtemaerne.
Romanen er en storstilet fortælling om den ambitiøse ingenør Per, som gør oprør mod sin opvækst i en præstegård, og nu vil erobre verden ved hjælp af teknik og videnskab, men ender med at få rigeligt at gøre med at erobre sig selv.
Vi hører om hans forhold til kvinder, særligt hele forløbet med den jødiske rigmandsdatter Jakobe, som er højt begavet, erotisk anlagt og som træffer et dybt personligt livsvalg. Men også den grundtvigske Inger, som han bliver gift og får børn med.
Vi følger deres livtag med kærligheden og Pers lidenskabelige optagethed af store eksistentielle spørgsmål: har videnskaben svar på alt, kan man løsrive sig fra sine forældre, giver det mening at tro på Gud, er næstekærlighed mere end blot pæne ord?
Henrik Pontoppidan (f. 1857) havde sine drengeår i Randers, hvor hans far var præst ved Sct Mortens kirke.
Han debuterede i 1881 med Stækkede Vinger. I 1917 fik han Nobelprisen i litteratur, og i 1933 blev han udnævnt til æresborger i Randers.
Igår var jeg forbi hans buste, som står opstillet ved Helligåndshuset kun et stenkast fra det sted i Brødregade, hvor præstegården lå, da han var dreng.