Anmeldelse: Naser Khaders opgør med islam og hengivelse til kristendommen

Anmeldelse i POV International 26. maj 2024

Vejen – fra koranskole til folkekirke
Naser Khader
Forlaget People’s

Naser Khader, som i mange år har været kendt som politiker og debattør, fortæller i sin nye bog historien om sit livslange livtag med troen og religionen, både den muslimske og den kristne. Et livtag, en transformation og en omvendelse, der undervejs har betydet et hårdt opgør med islam og samtidig har ført ham dybt ind i den kristne tro.  

Vejen er altså en religiøs selvbiografi og den genre går helt tilbage til Augustins Bekendelser, og siden da er der kommet utallige, bl.a. Bunyans En pilgrims vandring, men også i de senere år har mange kendte og ukendte danskere fortalt om deres personlige livtag med troen, bl.a. skuespilleren Casper Christensen og forfatteren Jens Chr Grøndahl, og generelt har der i de senere år været en stigende interesse for at lære den religiøse side af vores identitet at kende. 

Naser Khader, f. 1963, lægger sig ind i dette spor og fortæller i Vejen om sit ofte dramatiske livtag med tro, Gud og fundamentale livsværdier. Han gør det ved at fortælle historien om sin vej fra barndommens koranskole i Syrien til han for et år siden tilmeldte sig præstestudiet i København med henblik på embede i folkekirken.  

Samtidig fornægter hans politiske baggrund sig ikke, bogen er også et kontant debatindlæg om tro og religion i en global verden. Ofte skriver Khader alt for sort-hvidt, men hele tiden med åbenlys begejstring over sine erkendelser, indsigter og oplevelser, og han kaster sig frygtløst ud i tolkninger af både gudsbillede, samvittighed, frihedsrettigheder, velfærdssamfundet, m.m.  

Bogen har forord og efterord af præsterne Poul Joakim Stender og Marie Høgh, der begge optræder i rollen som cheerleaders og fuldstændig ukritisk hæver bogen til skyerne, hvilket er unødvendigt, bogen står fint i sin egen ret uden heppekor.  

Opgør med islam  

Naser Khader er vokset op i en muslimsk familie i Syrien, men kom til Danmark som 11-årig, og allerede som helt ung blev det grundlæggende problem for ham, hvad han skulle stille op med sin muslimske tro og baggrund i et moderne Danmark. Hvordan få religionen og troen til at hænge sammen med det moderne danske demokrati, liberale frihedsrettigheder og velfærdssamfundet? 

Efter at have spillet en betydelig rolle under Muhammed-krisen, var Khader aktiv i Muslim reform Movement og af den opfattelse, at islam måtte reformeres på samme vis, som Luther reformerede kristendommen. Men nogle år senere efter det fejlslagne arabiske forår, opgav han håbet om en reform. 

Samtidig var han forlængst begyndt at opfatte sig selv som ateist og demokrat og fik ordet demokrati tatoveret på sin arm. Men, skriver han, “da min far døde, gik det op for mig, at demokratiet nok kan give svar på meget. Hvordan man end vender og drejer det, kan det imidlertid ikke give svar på livets store eksistentielle spørgsmål.” 

Via mange samtaler med en række præster, rejser til Jerusalem og en master i teologi har Khader bevæget sig ind i kristendommen og er gradvist kommet til at føle sig hjemme i kristendommens hus, åndeligt, intellektuelt og følelsesmæssigt.  

Den vej har nu ført ham frem til et hårdt og systematisk opgør med islams dogmer og tankesystem. Khader sætter det helt på spidsen og skriver provokerende at Allah er en totalitær big brother, Muhammed var sex- og voldsfikseret, koranen er fyldt med forbandelser og opfordringer til vold med en lige linie til Hamas’ bestialske terrorangreb 7. oktober.  

Dermed har Khader gjort eftertrykkeligt op med sin muslimske baggrund og brændt broerne bag sig. Det minder unægtelig om konvertittens trang til at se tingene sort-hvidt. Som læser ved man godt, at så enkelt er det jo heller ikke. En kritisk korrektur og en strammere redigering ville have gjort godt.  

Ind i kristendommen 

Bogens klart mest interessante kapitler handler om, hvordan apostlen Paulus’ historie og breve i Det ny Testamente har spillet en hovedrolle for Khaders vej ind i kristendommen. Paulus har været en spejlingsfigur for Khader, og en bro på den mentale rejse, han har foretaget fra islam til kristendom. 

Særligt er det Paulus’ opgør med den jødiske lovreligion, Khader spejler sig i. På tilsvarende vis gør Khader op med den muslimske sharialov og finder i stedet frihed i kristendommen.  

Ydermere argumenterer Khader for, at vi i dag både religiøst og idemæssigt står på skuldrene af Paulus’ tanker og han trækker tråde fra Paulus til Luther og videre via oplysningstid til vore vestlige frihedsidealer, kvindesyn, ligestilling og velfærdssamfund.  

Man ville i det hele taget ikke kunne tænke demokratiske borgerrettigheder og pligter uden det livs- og menneskesyn, vi finder i Bibelen og hos Paulus.  

Ligesom Khader modigt konfronterer en række forhold i dagens Danmark, kunne det have været godt, hvis han også havde konfronteret sagen om grænseoverskridende adfærd, som medførte eksklusion fra Det konservative Folkeparti og efterfølgende Khaders egen udmelding af partiet.  

Sagen var intenst mediedækket og betød afslutningen på hans karriere som folketingspolitiker, og han lægger ikke skjul på, at det var en vanskelig tid. I et lille kapitel om sjælesorg rører han sporadisk ved sagen, men det virker både som noget og ingenting. Jeg tænker, at ligesåvel som Khader modigt tager andre sager ganske up-front, ville det også have været godt at gøre det her, i stedet for at gå let hen over det.  

Sprog for tro og fundamentale livsværdier 

Khader klipper frejdigt en tå og hugger en hæl for at få tingene til at passe. Det svækker desværre hans anliggende, men når det er sagt, er det spændende at følge hans vej rundt i både islams og kristendommens fortid og nutid. Han gør det med godt humør og placerer sig ikke kun som en borgerlig stemme i samfundet men også som en robust kristen apologet. 

Naser Khaders vej har været lang og bugtet og har i dag ført ham til præstestudiet i København med kurs mod et embede i Folkekirken. Det er en fascinerende livs- og trosrejse, og bogens klare fortjeneste er, at den giver et levende personligt sprog for livtaget med tro og fundamentale livsværdier i dagens religiøse og politiske kontekst. Det er faktisk rigtig godt gjort.  

Det skal nok blive interessant at følge Khaders videre vej ind i folkekirken. Eet af de næste skridt er at blive døbt. Hidtil har han tøvet med det, og inden det sker, vil han udforske flere dele af kristendommens hus. Livtaget er ikke slut, det fortsætter.