Fra min kirkebænk
Var i kirke i dag i Klosterkirken og opdagede, at jeg har det rigtig godt med at have fået en anden plads i kirken.
Det er seks måneder siden, jeg stoppede som præst, og jeg befinder mig godt på bænken. Kan tænke frit og langt omkring.
Synger mig ind i salmerne meget mere, end når jeg er præst, for da er jeg fokuseret på min egen opgave og rolle.
Musikken er en lise for sjælen, tankerne vandrer i retning af det eksistentielle. Kærligheden, smerten, det svære, meningen.
Prædiken kredsede om svigt og tilgivelse, fald og genoprejsning ud fra teksten om disciplen Peter. Opstandelse og tilgivelse hører sammen.
Mine tanker kredsede også om det, hovedet er fyldt af, samtid og mediehistorier. Ny antisemitisme, Palæstinaromantik, unges mentale vanskeligheder. Hvad sker der med os? Mit eget liv her og nu hvor jeg står, og mit næste opslag på Facebook?
Blev i dag slået og ramt af den skønhed og storhed, der kommer en i møde på bænken. Rummets indretning, lyset, æstetikken, salmerne, musikken, bibelhistorierne og præstens ord.
Det er en kolossal rigdom af ånd og mening. Og følelser, stærke følelser, for det rører ved en på et dybere plan, nu forstår jeg, hvorfor jeg ofte har set kirkegængere, der har fældet en tåre undervejs. Det rører ved det dybe.
Og hvorfor bruger vi ikke bænken meget mere? Hvorfor kaster vi os ikke over det, vi kan få der?
I dag vil jeg bare sige en ting: se at finde din kirkebænk, brug den jævnligt, det giver åndeligt vingefang, ja mere end det, du samler åndelig kapital til den dag, livet virkelig bider, og det er hårdt. Så ved du, hvor du kan gå hen.