Interview i Kristeligt Dagblad: Om ensomhed, livskriser, bibelhistorier, Kierkegaard – og glæden

“Ifølge Kierkegaard er det faktisk en pligt at vende tilbage til glæden i stedet for at lade os synke ned i vores små bekymringer,” siger Flemming Kloster Poulsen, som også forbinder julens budskab med at genfinde glæden. Foto: Leif Tuxen. Se interviewet her. Eller læs videre:

21.12.23 KL. 18:00

Efter syv år som præst i London er han vendt hjem: I sin livskrise blev han ramt af bibelhistorierne

Flemming Kloster Poulsen er vendt hjem til Danmark efter syv år som præst ved Den Danske Kirke i London for at blive fuldtidsfortæller. Men for ham er julens fortælling også forbundet med muligheden for at få en ny begyndelse, når vi står på Herrens mark

Daniel Øhrstrøm,Journalist

Englene havde travlt med deres juleforberedelser. Alene i de første to kapitler af Lukasevangeliet er der mildt sagt gang i de himmelske julebesøg på Jorden. Det var bare ikke alle, der troede på Guds budbringere. Tankevækkende nok er det faktisk en “uangribelig” præst, der udviser allerstørst vantro, da han får besøg af Herrens engel i templet. Som præst burde Zakarias ellers kende alt til Guds mirakler og 1. Mosebogs beretning om Abraham og Sarah, der med Guds hjælp bliver forældre usædvanlig sent i livet. Men selv foran det overnaturlige, lysende væsen vil den erfarne tempelpræst simpelthen ikke tro på, at han og hans aldrende hustru Elisabeth selv skulle kunne hives ud af deres barnløse tilværelse. Men englen får ret.

Elisabeth bliver gravid og venter Johannes Døberen, mens Zakarias bogstaveligt talt bliver mundlam. Og da han endelig kan tale igen, bryder han straks ud i en slags profetisk julesalme, der synger julen ind med ”Solopgangen fra det høje”. Og snart bliver det så i stedet den unge Jomfru Marias tur til at få besøg af en engel, der kan fortælle den utrolige nyhed, at hun skal føde verdens frelser. Maria gemmer englens ord i sit hjerte. Det går igen, som englen siger. Hun føder verdens frelser.

Og alle ved, at markens hyrder så bliver de første, der får den gode barselsnyhed overbragt af Herrens engel og et helt englekor. Men det er alligevel værd at tænke over, mener teologen og forfatteren Flemming Kloster Poulsen. For selvom de færreste i dag har prøvet at arbejde som hyrde, har de fleste engang stået på Herrens mark. Og derfor er det stærkt, at det netop var dem, der modtog Juleevangeliet, mener han.  

”Hyrderne var dem, der levede på kanten. Det var de stressede og bekymrede. Det var dem, der ikke blev regnet for noget. For hyrderne befandt sig – modsat Zakarias – helt i bunden af datidens sociale rangstige, så det var dem, der havde mest grund til at frygte for fremtiden,” siger Flemming Kloster Poulsen, da vi sidder i hans herskabelige stue i Randers, som han sammen med sin hustru netop er vendt hjem til efter syv år som præst ved Den Danske Kirke i London. Her i byen har han også engang været præst. Men nu vil han leve af at fortælle historier gennem sine foredrag og bøger.

I begyndelsen var meningen

Stuens fyldte bogreoler og en violin ved et opstillet nodestativ vidner om, at han også både elsker at læse og spille musik. Men i øjeblikket er det naturligvis mest julens fortælling, der optager ham, fortæller han, mens han maler den velkendte hyrdescene frem.           

”Hyrderne var formentlig vant til dårlige nyheder, når de sad og frøs på deres nattevagt. For når de før var blevet mødt i mørket, var der som regel grund til at være bange. Var der nu en røver, en ulv eller måske en løve på spil? Men julenat blev de i stedet mødt af et endnu mægtigere væsen, der pludselig stod foran dem i al sin strålende pragt. Hyrderne fór sammen af rædsel, inden englen beroligende sagde: ’Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.’”

Flemming Kloster Poulsen smiler begejstret, som om han fortæller en helt ny historie:

”Englebudskabet er kernen i julefortællingen for mig. Og det budskab møder os også, når vi selv lever på kanten eller er bekymrede over det ene eller andet, så julens fortælling i virkeligheden udvikler sig til en fortælling, du kan se dig selv i lyset af. For julen betyder, at vi alle sammen har fået muligheden for at få en ny begyndelse i livet. For den nat blev der ikke kun født et nyt menneskebarn, men den nat kom der også en ny mening ind i verden. Det ser man måske endnu tydeligere, når man læser Johannesprologen, der altid bliver læst op juledag i kirkerne,” siger han og citerer de berømte bibelvers, der indleder Johannesevangeliet:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

Ordet bliver her brugt som et billede på Jesus, der var til fra begyndelsen, men blev født julenat, forklarer teologen.

”Ser man på grundteksten, er Ordet oversat fra ’logos’, og det betyder faktisk både ord og mening, så man kan læse det som ’i begyndelsen var meningen’. Og det er interessant, når man læser den tekst sammen med Lukasevangeliet, for det betyder jo, at meningen kom til verden julenat.”  

Flemming Kloster Poulsen nyder i fritiden at spille violin. Og violinen på billedet stammer fra London, hvor han har været præst i syv år. Foto: Leif Tuxen.

Men vel teologisk set også helt tilbage til skabelsens morgen?

”Ja, man kan sige, at Ordet for anden gang blev sendt ind i verden, da Jesus blev født, for Gud skabte jo også verden med sit ord, da han sagde ’Der skal være lys’, og det kan godt læses som Jesus, ligesom Johannes kalder ham for ’menneskers lys’. Men Johannesprologen bliver jo læst ind i julens sammenhæng, så her hæfter jeg mig ved, at med Jesus kommer meningen ind i verden julenat. Hyrderne befandt sig midt i en mørk nat, da der pludselig blev lys og glæde, ligesom verden var tom og øde, før Gud sendte lys og liv ind i det hele. Og det er i virkeligheden det, der er julens bedste budskab, at vi bliver mødt med mening der, hvor vi måske ikke selv ser nogen. Og det er også min egen erfaring.”  

Ensom i juleriet    

Flemming Kloster Poulsen tøver lidt, inden han fortæller om en større personlig krise i år 2000, da han blev skilt og selv følte sig på Herrens mark.
”En skilsmisse kan virkelig give en følelsen af, at alting ramler, fordi det både kan have konsekvenser for ens børn, bolig, kærlighedsliv, ens vennekreds og i mit tilfælde også for en menighed. For jeg endte med at flytte fra et landsogn i Himmerland her til Randers for at blive præst her. Men jeg var især stresset over, hvad skilsmissen gjorde ved min ekskone, vores tre børn og mig selv. Der var jeg virkelig ude på kanten, og det er en af de gange, hvor jeg har følt mig på Herrens mark som hyrderne i juleevangeliet,” siger Flemming Kloster Poulsen og fortsætter:

”Jeg følte mig både på kanten og ensom. Og det ramte en gammel følelse i mig, jeg havde haft helt tilbage fra teenagetiden, hvor ensomheden nok var ekstra slem i julen. Jeg følte mig altid lidt uden for alt juleriet og hyggen.”

Hvorfor det?

”Jeg fandt mig bare aldrig rigtig tilpas i det. Jeg er ellers vokset op på en gård, hvor der var rigtig trygge rammer. Vi var tre brødre, og jeg havde tonsvis af energi, der skulle brændes af, så det kunne nemt blive for meget at skulle sidde ned og spise pebernødder og fed julemad flere dage i træk. Og i teenagetiden mærkede jeg ofte en ensomhed i forbindelse med juleriet, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af det med hyggen og det fantastiske i at bytte gaver. Det gjorde, at jeg følte mig udenfor.”

Et løft i kirken

Den følelse fulgte ham helt op i studieårene. Der var dog et sted, han sommetider kunne finde fred og fællesskab.

”Fra mine teenageår til jeg mødte min første kone som 29-årig var jeg single med gode venner, men også en grundlæggende følelse af at være alene, men så begyndte jeg at gå i kirke i Aarhus Domkirke. Og der havde jeg flere gange oplevelsen af at gå ud af kirken uden nogen løsning på mine problemer, men med et løft, som jeg havde fået gennem at synge med de andre, som jeg ikke kendte. Vi var altid 30-40 stykker, og jeg var en del af fællesskabet, mens jeg sad der og sang med på salmerne, der var vigtige for mig, ligesom nadveren var endnu mere vigtig, når jeg knælede ned sammen med de andre i kirken. Og som en form for afslutning gik jeg tit ud af kirken med en form for løft indeni mig.”  

Følelsen af at være lidt udenfor i julen, havde han dog fortsat. Og da han senere selv blev præst, passede det ham godt at skulle passe sit arbejde i julen med alle dens gudstjenester og arrangementer, så han ikke behøvede ”at synke helt ned i al juleriet privat”.

”Sådan havde jeg en distance eller ensomhed, der fulgte mig, som om jeg ikke var helt med i det hele. Den ensomhed tænker jeg også med, når jeg ser på hyrderne. For det glædelige i julen er også, at der er noget, der overkommer den ensomhed, fordi Gud eller kærlighedens magt er tilstede, selvom du måske ikke mærker det selv hele tiden. Men julenat fortæller os, at der, hvor vi er på kanten eller føler os alene, findes der noget andet.”   

Det evige i det flygtige

Selv blev han aldrig mødt af en engel (udover sin nuværende hustru, Hanna, som han mødte ret hurtigt efter sin skilsmisse), men efter han blev skilt fra sin første kone og var mest alene, følte han sig også omfavnet af de bibelske historier på en ny måde.

”Min livskrise gav stødet til, at jeg gennem to-tre år gik langt ned i bibelhistorierne. Og jeg blev ramt af mange af dem. Ikke kun som teolog, men først og fremmest som menneske, mand og far. For dybt nede mellem de forskellige bibelhistorier mærkede jeg en kærlighed eller en mening, der kom til syne. Der mødte jeg et budskab, der sagde, at kærligheden overvinder alt. Det fik en enorm betydning for mig. For der blev kristendommen kød for mit vedkommende. For der var et håb i de fortællinger og en mening, der var større end det, jeg selv stod og bøvlede med,” siger han og ser op:

”Man kan sige, at kristendommen og dens sprog og fortællinger rykkede mig ud af min indespærring i mig selv. Det er også det, der ligger i englebudskabet. Det er noget, der ligger uden for os selv, men inviterer os ind i en glæde, som altså skal være for hele folket. Søren Kierkegaard kalder det for en instans uden for os, og jeg bruger i tide og utide ordet fortælling, fordi man kan blive formet af en anden fortælling end sin egen fortælling. Og kristendommen er hele tiden en øvelse i at se sig selv i lyset af den fortælling. Det er troens øvelse hver eneste dag,” siger Flemming Kloster Poulsen og bringer Svend Bjergs bog ”Det evige i det flygtige” på banen:

”Det er en fantastisk bog, alene i titlen, fordi kristendommen netop er et budskab om, at det evige går ind i det flygtige. At Gud går ind i mit flygtige, usammenhængende liv.  Det er det, der giver livet mening. Og det er det, der genfortryller tilværelsen. Derfor er Juleevangeliet også så vigtigt, fordi den fortælling minder os om, at der findes mening med tilværelsen, fordi meningen blev sendt os julenat, så vi ikke skulle stå alene med det hele. Uden Gud og kristendommens fortællinger ville tilværelsen være flad og affortryllet, som den ellers kan opleves under sekularismens religionsforskrækkelse, men når vi ser os selv i den fortælling, der begynder julenat, så bliver vi mødt af et nyt håb.”

“Julenat fortæller os, at der, hvor vi er på kanten eller føler os alene, findes der noget andet,” siger Flemming Kloster Poulsen. Foto: Leif Tuxen.

At vende tilbage til glæden

Samme budskab finder han hos Kierkegaard: 

”Et af mine yndlingsskrifter er Søren Kierkegaards opbyggelige, lille bog ’Lilien på Marken og Fuglen under Himlen’, som faktisk spejler det glædelige englebudskab julenat. Ifølge Kierkegaard er det faktisk en pligt at vende tilbage til glæden i stedet for at lade os synke ned i vores små bekymringer. Hele hans tekst er en slags prædiken over Jesu budskab om, at vi ikke skal bekymre os, ligesom liljen på marken og fuglen under himlen ikke bekymrer sig. Det tænker Kierkegaard videre over og kalder liljen på marken og fuglen under himlen for glædens læremestre. Og sådan spejler liljen på marken og fuglen under himlen også hyrderne på marken og englen under himlen. Englen siger jo ’frygt ikke’ til hyrderne, for englen kommer med et glædeligt budskab. Det lytter hyrderne til, og i den henseende er både englen og hyrderne forbilleder for os i julen. For lytter vi til glæden og kærligheden som hyrderne eller alle vores egne forbehold og bekymringer som Zakarias?” spørger den erfarne præst og tilføjer:

”Julens fortælling og julens salmer minder os om at gøre som hyrderne. At vende tilbage til glæden og troen. Det er også derfor, at det er vigtigt at holde fast i traditionerne, fordi de år efter år minder os om det, der virkelig er vigtigt, så vi bliver genforbundet med poesien og meningen med livet. For mig selv er det stadig ikke pebernødder, men jeg elsker for eksempel julens salmer. Og da jeg var præst i London, kunne jeg mærke, hvor vigtige de også var for de danskere, der kom i kirken, for sommetider siger en julesalme det hele,” siger fortælleren og teologen, inden han tager violinen op til ære for fotografen, mens han spiller Grundtvigs ”Lad det klinge sødt i sky”, så julefreden sænker sig over Kronjylland:

Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud er med os, Immanuel, Immanuel

FLEMMING KLOSTER POULSEN

Født i 24. marts 1957.

Dansk teolog uddannet fra Aarhus Universitet i 1986. Senest har han været præst ved den danske kirke i London, men er nu bosat i Randers og fuldtidsformidler af fortællinger. Han har igennem mange år optrådt som mundtlig fortæller af litteratur og bibelhistorie og er desuden forfatter til fire bøger om eksistens, tro og fortælling. Privat er han gift og far til tre børn fra et tidligere ægteskab.