Blicher er cool

Jeg læser næsten altid et eller andet af St. St. Blicher, når jeg er i sommerhuset. Der er noget cool over ham, som jeg godt kan lide. Hans kunstneriske originalitet, hans ensomhed, de indre modsætninger, hans benhårde realisme. Måske er det bare det at han står ved sig selv –

Denne gang digtsamlingen ‘Trækfuglene’ som udkom i 1838, og hvor de bedst kendte digte er ‘Sig nærmer tiden’ og ‘Det er hvidt herude’.

Samlingen består af en lang række digte om fugle: nattergalen, rylen, stillitsen, horsegommen, hejren, svanen o.s.v., samtidig med at digtene handler om Blicher selv personligt.

De kredser om kærlighed og kunst og Blicher er ikke bange for at se sine egne realiteter i øjnene. Han føler sig bundet og ufri, han kan ikke forløse alt det, han har i sig. Han er en digter, en kunstner. Han har stor erotisk appetit. Men han er som en sangfugl i bur. Han er som frossen jord. Han er en livsfange.

Derfor: Inderlig jeg længes. Kom og løs den bundne jord. Han ville gerne lære af Lyngspurven, der bor i en ørken, hvor det stormer dag og nat – og alligevel: ‘Selv i denne øde vang, du har en munter elskovssang, du har i fattigdom et sorgfrit bryst og i din løndom glæder.’

Blicher fik et rodet liv. Han havde mange modsætninger i sig. Hans liv gik ned, hans kunst gik op. Som sagt, der er noget cool over ham, som jeg kan lide. Han er virkelig værd at læse – stadigvæk.