Det er på tide at tale de traditionelle mandlige dyder op

Det er på tide at tale de traditionelle mandlige dyder op. Det er en af pointerne i en ny bog af feministen Caitlin Moran: What about men? Jeg har fulgt hende et stykke tid, hun skriver godt og så har hun humor, hvilket er helt nødvendigt, når det handler om mænd og kvinder.

I de senere år er mændene, især den hvide heteroseksuelle mand, gået gennem et syrebad af negativ omtale: de (vi) er mistænkelige, simple, arrogante, kan ikke tale om følelser og har en giftig sexualitet. Drenge og mænd klarer sig dårligt i uddannelsessystemet og alt for mange mænd havner i misbrug eller fængsel, pornoafhængighed, lider under ensomhed og begår selvmord.

Det er denne negative omtale af manden, som Caitlin Moran ikke længere vil lade stå alene. Hvad med alle de gode sider af manden? Hvad med de traditionelle dyder som styrke og robusthed, humor, loyalitet og beskyttertrang? Hvad med alle de mænd, som er gode fædre, klarer sig fint i parforhold og på arbejdspladsen og kaster sig ud eksistentielle samtaler?

Caitlin Moran trækker på alt det bedste fra mange års kvindebevægelse men deler også tanker med Jordan B. Peterson (som hun dog er meget kritisk overfor). Hendes projekt er al ære værd. Og hendes bog kunne sikkert kun være skrevet af en kvinde, – hvis det var en mand, ville den være blevet jordet med det samme og beskyldt for hvid privilegieblindhed.

Det er på tide at tale de traditionelle mandlige dyder op. Ikke blot for de enkelte mænds skyld, men for samfundets skyld, for fremtidens skyld.

Bogen er blevet massivt anmeldt og diskuteret i The Times, og The Guardian har givet den to store anmeldelser, den ene overvejende negativ, den anden yderst begejstret.