En historie om van Gogh

Har lige genlæst Knud Hansens ‘Natcafeen’ fra 1985 om van Goghs livsanskuelse. Er overrasket over, hvor godt den holder sig, hvor vedkommende Knud Hansen skriver. Det er en stærk bog at læse, måske fordi Knud Hansen var så personligt optaget af det, han skrev om.

Knud Hansen var teolog og højskoleforstander og forfatter til en række bøger, hvor han viste sig fremragende til at forbinde teologi, kunst, litteratur og virkelighed. Han døde i 1996.

Før van Gogh blev maler, læste han teologi i Amsterdam og var i det hele dybt optaget af kristendommen. Han ønskede at hjælpe mennesker til at forsone sig med deres tilværelse ved at fortælle dem om Kristus.

Knud Hansen skriver om det sind og livssyn, der senere kommer til syne hos van Gogh i hans malerier og breve: “Hvad virkelighed er, er van Gogh derfor ikke i tvivl om, et menneskes egentlige virkelighed er sindet. Ikke gerningerne, ikke embedet eller den sociale position, men viljen lidenskaben, den menneskelige energi.” Og et direkte citat fra van Gogh: “Jeg ville ikke give fem flade ører for livet, hvis ikke det var et dyb af ubegribelig virkelighed”. Tro er ikke et spørgsmål om læresætninger, men et spørgsmål om sind.

Van Gogh protesterede mod forestillingen om at vi kan bygge et idealsamfund. Som Dostojevskij vidste han at ‘Krystalpaladset’ er en illusion. Livet er en kamp og kampen kan være hård.

Van Gogh brød med kirkeligheden, men aldrig med Kristus – ‘denne mærkeligt lysende skikkelse’.

Kristus er indeholdt i biblen som en kerne i en hård skal. Kristus var uundgåelig for van Gogh. Ikke på grund af dogmatikkens påstande om hans guddommelighed, men på grund af “hans menneskelige fremtræden og den ejendommelighed at han ved sin menneskelighed blev et guddommeligt symbol for alle tider, en påstand om at intet menneske kan udholde livet, hvis ikke det accepteres af en ubetinget medfølelse”.

Jeg kan meget anbefale bogen.