FortælleGudstjeneste

I morgen holder jeg den første af forårets to FortælleGudstjenester, som er tilrettelagt så både børn, forældre og bedsteforældre i fællesskab kan være med. Det glæder jeg mig til!

Jeg kalder det en FortælleGudstjeneste og alle de sædvanlige elementer er med: salmer, bibelhistorie, nadver, fadervor og velsignelse, men alt sammen i en lidt forenklet og forkortet form.

Dagens bibelfortælling handler om en kvinde, der kommer til Jesus og beder om hjælp til sin syge datter. Vi skal synge nogle af de kendte salme-hits, som de fleste kan være til. Og alle er inviteret med til at få brød og vin / saft ved alterbordet.

Efter gudstjenesten kan man gå i church hall, hvor Lone og Andy byder på børnevenlig frokost med pasta&kødsovs og en vegetarret – og hvor vi kan få en snak med hinanden hen over bordet.

Ved Den Danske Kirke er vi i kontakt med et ret stort antal børnefamilier, dels gennem vores Forældre-barn gruppe, som foregår to formiddage om måneden og dels gennem vores Lørdagsskole som foregår hver anden lørdag.