Dostojevskij: livet er en gåde, som du aldrig bliver færdig med

Ved højskolen 12. februar fortæller jeg om den russiske forfatter Dostojevskijs dramatiske liv, hans tanker om mennesket og meningen med livet, særligt ud fra romanen Brødrene Karamazov.
Jeg er ikke ekspert på Dostojevskij, men fik som 22-årig Brødrene Karamazov i julegave og har siden haft den med mig som en slags åndelig sparringspartner i de store spørgsmål om lidelse, tro og ateisme, skyld, kønnets gåde og lidenskaber, samfund og utopier, Kristus, ondskab og glæde.
Dostojevskij blev aldrig for gammel til lidenskabeligt at slås med de eksistentielle spørgsmål. For ham var mennesket en gåde, han aldrig blev færdig med. Det var drivkraften da han skabte nogle af de største fortællinger om det at være menneske.