Foredrag

Mine fortællinger og foredrag har alle baggrund i mit virke som forfatter, historiefortæller og tidligere præst i Danmark og London.
De handler om mennesker, eksistens og samfund – og jeg trækker kraftigt på litteraturens fortællinger, teologiens skatkamre og ikke mindst humorens muntre overdrev.
Ofte forstår vi bedst verden gennem een historie ad gangen – og det hele sigter på mening og livsmod til hverdagens udfordringer.

GRIB DAGEN – hvad 800 begravelser lærer dig om livet, kærligheden og døden
Vi ved vi skal dø, men forstår vi at leve? I løbet af mine år som præst holdt jeg over 800 begravelser, og samtidig fik jeg et indblik i 800 livshistorier. Med alvor og humor fortæller jeg, hvad begravelser kan lære os om det moderne menneskeliv med familie, arbejde, sorg og livsmod. Store eksistentielle spørgsmål kommer ind i konkrete og genkendelige rammer. Undervejs inddrager jeg fortællinger fra litteraturen, bl.a Ida Jessen og Grundtvig. Foredraget er en kærlighedserklæring til det liv, vi har lige nu og en opfordring til at gribe dagen.
90 minutter
DET UPERFEKTE LIV – bibelhistorier på en ølkasse
Vi jager det perfekte liv men ender i tomhed og facade. Hvad skal vi gøre? Svaret findes måske i Bibelens rå, usminkede fortællinger. I en årrække forlod jeg jævnligt kirken og stod i stedet på en ølkasse og fortalte bibelhistorier – på cafeer, i kantiner, tv og video, rådhus, fængsel og institutioner. Med baggrund i mine oplevelser på ølkassen tager jeg tilhørerne med på en tur rundt i dagens samfund og de store livsspørgsmål. Og jeg viser, hvor dybt bibelhistorierne rammer ind i vores moderne liv med indsigt og livsoplysning. I stedet for det perfekte liv peger historierne på næstekærlighed og mening – og de genstarter dit livsmod. Med baggrund i bogen Det uperfekte liv – maraton i Bøgernes Bog.
90 minutter.
LIVTAG MED TILVÆRELSEN – set i litteraturens spejl
“Det er svært at være menneske – men prøv nu alligevel”, sagde Storm P. Og det er hvad det handler om med denne mosaik af aktuelle fortællinger fra hverdagen og litteraturen, bl.a. Katrine Marie Guldager, Jens Chr. Grøndahl, Kerstin Ekmann, Kim Blæsbjerg og Dostojevskij. Ingen nemme løsninger, men vi bliver klogere undervejs. Det handler om livtag med tilværelsen – arbejde og kærlighed, om tro og livsmening. Litteraturens fortællinger kaster lys over livet og giver udblik til samfundet og kulturen. Det hele med baggrund i bogen I litteraturens spejl – livtag med tilværelsen.
90 minutter
BRØDRENE KARAMAZOV af Fjodor Dostojevskij
Brødrene Karamazov er en vild og storstilet roman. Her skildrer Dostojevskij mennesket som en kompleks gåde, der rummer alle mulige modsætninger. Jeg fortæller historien. Den forhadte Fjodor Karamazov bliver myrdet, men hvem er morderen? I dagene før og efter mordet viser hans tre sønner hver deres livsforståelse: Dimitri med de voldsomme lidenskaber, Ivan med det ateistiske livssyn, Alosja med den kristne tro. Dertil kommer kvinderne: den erotiske eventyrer Grusjenka og den fornemme Katja. Hver især er de intenst optaget af tilværelsens allerstørste spørgsmål. Har livet mening? Findes Gud? Hvordan leve med lidelsen? Kan verden undvære Kristus?
2×45 minutter.
LYKKE-PER af Henrik Pontoppidan
Lykke-Per er en af de helt store fortællinger i dansk litteratur og rummer dagsaktuelle vinkler på tilværelsens store spørgsmål. Den handler om en mands livtag med arbejde, køn og kærlighed, tro og døden. Vi følger Lykke-Per fra opvæksten i Østjylland, årene i København med studier og kvinder, rejsen til Tyskland og Italien, tilbage i Østjylland med ægteskab og arbejde og til sidst de ensomme år oppe ved Vestervig ud mod havet. Lykke-Per er fortællingen om et menneske i evig transit, dømt til “Kains fredløshed”, men som også mødte sit liv med en mærkelig og stor eksistentiel alvor. Romanen er en klassiker og filmatiseret af Bille August.
2×45 minutter.
HISTORIEN BAG ORDET – bibelhistorier i dagligsproget
Hvad er historien bag udtrykket se skriften på væggen? Eller at få hans hoved på et fad? Og den med at man skal huske at bruge sine talenter? Hvor stammer disse bibelske udtryk og vendinger fra? Med humor og alvor tager jeg tilhørerne med på en tur rundt i dagens samfund og fortæller en række af de bibelhistorier, der gemmer sig bag dagligsprogets udtryk. Undervejs viser det sig, hvor dybt vores nutids sprog og samfund er præget af Bibelens fortællinger og livsforståelse. Med baggrund i min bog Det uperfekte liv – maraton i Bøgernes Bog.
60-90 minutter.
SE OP OG ELSK VERDEN – om liv, tab, tro
At være menneske er at have en historie. En historie om hvem vi er og som forbinder os med andre. Men også de tab, vi har været ude for. Med humor og alvor fortæller jeg en række livshistorier, både de gode, de smertefulde og dem, der handler om meningen med det hele. At kende sig selv er at kende sine egne historier om liv, tab og tro. Den røde tråd er at gribe dagen og gå løs på livet – og få en god historie ud af det. Det hele er på baggrund af bogen Se op og elsk verden – fortællinger om liv, tab og tro.
90 minutter
DET LEVENDE ORD – fortæl den gode historie
Hvordan vækker vi de gode fortællinger til live i en moderne hverdag, der er præget af facts, skærmtid og regneark? Med baggrund i 30 år som historiefortæller og tre gange vinder af StorySLAM i London, giver jeg en række eksempler på nutidig historiefortælling med fokus på historier fra eget liv, litteratur, bibelhistorie og storytelling til det moderne øre. Undervejs trækker jeg linier fra Aristoteles til aktuel historiefortælling og giver en række redskaber til at fortælle, så det skaber nærvær og reflekterer verden af i dag.
90 minutter
AT REJSE UD OG FINDE HJEM
Efter mange år i Folkekirken skiftede jeg spor og blev en årrække præst og daglig leder ved Den danske Kirke i London samt social attache ved Den danske Ambassade. Med udgangspunkt i årene fortæller jeg om at skifte spor, forlade det vante og rejse ud. Om at være fejlplaceret det rigtige sted. Om kirke på markedsvilkår. Om perspektiver der forskyder sig. Om glæden ved at mærke sine rødder midt i en globaliseret multi-alting verden. Og til sidst opdagelsen af, at “der hvor du har hjemme er i din stemme.” Tilsammen en personlig fortælling om at rejse ud og finde hjem.
90 minutter.