Blichers Hosekræmmeren

Opslag på Facebook 21. januar 2026

Jeg genlæste Blichers Hosekræmmeren i aftes. Jeg har godt nok både læst og genfortalt den mange gange, men hold op, hvor kan han fortælle en historie, så man aldrig glemmer den. Der er bare utrolig stor alvor, styrke og højt kunstnerisk niveau, ligesom i de bedste af hans øvrige historier.

Blicher levede 1782-1848 og han har i mange år været en af mine helte. Som barn hørte jeg hans historier fra mine forældre, og i dag bor jeg tilfældigvis i Steen Blichers Gade, så jeg bliver mindet om ham hele tiden.

Hans historier er fulde af livsindsigt – noget som nutidig fortællekunst desværre ofte er mager på. Der er indsigt i sorg, erotisk begær, kærlighed, skæbne, f.eks. i Landsbydegnens Dagbog, Hosekræmmeren, De Tre Helligaftener. Historerne handler om levende mennesker, der spræller i begærets, magtens og illusionernes vold, og de er fuldt gyldige i dag, virkelig værd at fordybe sig i.

Der er andre af hans historier, som er mere til underholdning og tidsfordriv. Sådan som i Æ Bindstouv, hvor nogle mennesker sidder omkring bordet i stuen og strikker strømper. De underholder hinanden med at synge og fortælle muntre historier, så går tiden ‘så hyggelig’.

Og så er der alle de historier, som han sjuskede med og spildte i det ligegyldige. Dem er der desværre mange af. Såre menneskeligt, men også ærgerligt, når man ved, hvilket niveau de kunne have haft.

I et forord skriver Jens Smærup Sørensen, at Blicher minder os om at skrift, selve det at skrive, er begær og livslyst – ellers kan det være ligemeget. Det er rigtigt. Blicher kendte både begæret og livslysten, og han kendte skuffelsen og melankolien. Og når det gik højt for ham, kom der virkelig stor fortællekunst ud af det.