At fortælle menneskene

Opslag på Facebook 13. januar 2026

En af de første gange, jeg for alvor blev opmærksom på fortællingens kraft og betydning var ved at læse Svend Åge Madsens ‘At fortælle menneskene.’

Jeg læste den midt i 90erne og har lige genlæst mine noter fra dengang.

Udover at det er en meget underholdende Århusroman fuld af vilde skrøner om en vidtforgrenet slægt, har den også en slags fortællefilosofi.

Drengen Tøger får til opgave at ‘fortælle menneskene’ til den isolerede pige Ikona, så hun på den måde kan blive til et rigtigt menneske. Hendes identitet er ikke kun noget psykologisk, men afgøres af, hvilke historier hun tager til sig, hvilke historier hun indgår i og kan stå inde for. Derfor skal Tøger “fortælle menneskene” til Ikona. For at forme hendes verden, give den mening og skabe fællesskab med andre.

Derfor giver det også god mening at Svend Åge Madsen nogle få år efter romanen skrev et essay, der netop hedder: ‘Den existentielle fortælling.’ For Madsen handler livet ikke kun om fakta og viden, men langt mere om de eksistens-fortællinger, der holder os fast på øjeblikket, giver mening, og håb om at komme videre.

Det er gennem alle historierne at verden hænger sammen. Som bogens Jaina siger: “Først når vi giver verden ord, får den facon og bestandighed.”

Bogen er en stærk reminder om alle de gode grunde til at blive ved med ‘at fortælle menneskene,’ fortælle både livet, døden og kærligheden – og alt det indimellem. Vi kan ikke nøjes med videnskab og selvhjælpsmanualer. Vi har brug for ord og historier, der kaster lys over hele det vanskelige, vidunderlige, dramatiske og gådefulde menneskeliv.

Bogen udkom i 1989, dens anliggende er stadig gyldigt og den er klart et gensyn værd.