At velsigne et liv

Opslag på Facebook 5. januar 2026

Læste i juledagene Jens Chr. Grøndahls seneste roman ‘At velsigne et liv.’

Superfin læseoplevelse.

Især lægger jeg mærke til den tanke, som ligger i bogens titel: At skrive og fortælle et menneskes liv er en velsignelse, både for fortælleren og for det menneske, hvis liv fortælles.

Det sker bogen igennem, hvor vi hører om en række menneskers liv. Fortællerens eget, den glemte Vincent, præsten Jesper, cellisten Corinne og flere andre.Alle har de elsket og levet, og alle bærer de på savn og længsler, skyld og tab, men i fortællingen om dem er der mulighed for at forlige sig med deres livs vilkår.

At fortælle deres historie bliver en velsignelse, en måde at leve med det smertefulde, udholde ensomhed, finde erkendelse, finde forsoning.

Romanen har sin titel fra et citat af Clarice Lispector: “At skrive er også at velsigne et liv, der ikke blev velsignet”.

Grøndahl har kommenteret titlen i et interview: “Fortællingen forsoner. Fortællingen forsøger at rumme den menneskelige erfaring, også når den er allermest ensom eller upåagtet eller foragtelig.” (POV International 10.10 2025).

Det er jo netop derfor, fortællingen er så vigtig, både den skrevne og den mundtlige. Ikke for at give løsninger, men for at rumme den menneskelige erfaring i al dens skønhed og grumhed. Det ligger der en velsignelse i.

Bogen hermed anbefalet.