Enhver, der har mistet en forælder, bør læse Gospodinos Gartneren og Døden

Anmeldelse i POV International 1. november 2025 her
Georgi Gospodinov: Gartneren og Døden
Jensen og Dalgaard 2025

“Dette er ikke en bog om døden, men om det liv, der forsvinder,” skriver den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov i Gartneren og Døden. Her fortæller han om tiden før og efter sin fars død, og det meget dybe indtryk, et har gjort på ham, og enhver, der har mistet eller er på vej til at miste sin en af sine forældre, vil kunne genkende sig i bogen. 

Gospodinov skriver dybt personligt og samtidig helt alment. Det gør han i et enkelt og klart sprog, hvor han mestrer den kunst, at lade de eksistentielle dimensioner træde frem midt i det mest hverdagsagtige.

Bogen bør læses vidt og bredt for at tage fat i det faktum, at i skal miste nærtstående, og vi selv skal dø på et tidspunkt, og samtidig er bogen een lang glædesfyldt forundring over det forgængelige liv. 

Jeg har dog en vigtig indvending, som jeg kommer til senere. Nu først om bogens indhold.

91 korte kapitler 

Romanen har en unavngiven jeg-fortæller, som til forveksling ligner forfatteren selv. Romanen er da også baseret på forfatterens personlige erindringer om faderens død, men allerede i bogens epigraf gør han opmærksom på, at romanen i lige så høj er både virkelighed og litterær fiktion.  

Så altså en erindringsroman, skrevet om en fascinerende blanding af meditation over livets forgængelighed, sorgens botanik og historiefortællingens trøst og opbyggelighed.

Bogen er formet som 91 korte kapitler på hver to-tre sider, der minder om dagbogsnotater. De handler om faderens sygdom, død, begravelse og den første tid derefter – men også faderens hele liv, ikke mindst hans have, og dertil fortællerens eget forhold til faderen. Han er dybt ramt af faderens død, “kun det at jeg skriver, redder mig.” 

Gospodinov (født 1968) er en af de mest kendte bulgarske forfattere. Siden debuten i 2012 har han været en af de mest læste bulgarske forfattere. I 2023 vandt han den britiske internationale Booker Prize for romanen Time Shelter, som udkom på dansk med titlen Tidsskjul, også hos Jensen&Dalgaard. 

Sorgens botanik  

Hvad taler vi om, når vi taler om døden, sorgen, afskeden, spørger jeg-fortælleren, og han svarer selv: Om livet, naturligvis, det forunderlige forgængelige liv. Så mens faderen nærmer sig døden, fortæller sønnen om hans liv, og det gør han med stor sans for skønheden og ‘det sublime i hverdagens hændelser.’ For så vidt kunne bogen have heddet sorgens dagbog eller endnu bedre, med et af bogens egne udtryk: ‘sorgens botanik.

Han passer sin døende far, familien har ham boende hos sig i hovedstaden Sofia, langt væk fra den landsby, hvor han ellers boede. Og t stort antal historier om faderens have, ægteskab, familieliv, landsbyliv dukker op. Om tiden under det forhadte Sovjet-styre, murens fald og de følgende enorme forandringer i samfundet helt frem til og med Corona-krisen. 

Det er det liv, der var engang og som snart slutter, der er i centrum. På baggrund af dødens nærhed bliver det stærkt potentiseret, dyrebart, det træder frem med stor klarhed, skønhed og besvær.

I korte sætninger eller længere afsnit borer fortælleren sig ind i sorgens væsen. Der er rådvildheden: Min far er død, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det egocentriske: Hvorfor er jeg blevet forladt, hvordan skal jeg leve nu uden ham? Og hvem kan nu bekræftede fortællerens egen tilstedeværelse, hans barndoms tilstedeværelse, når faderen ikke længere kan gøre det? Og der er minderne når han ser sin fars ansigt i andres ansigter. Under det hele løber tvivlen og tomheden: og jeg som troede på ordene, havde ingen ord. 

Denne ‘sorgens botanik’ løber som en rød tråd gennem romanen. Ikke psykologiserende, men eksistentielt, helt holdt i fortællingens indlevede, fragmenterede og personlige form. Den er i sig selv hele bogen værd. 

Førstehjælpskasse med gode historier 

Til det sidste som 79-årig passede faderen en kæmpestor have med grønsager, frugttræer og blomster. Om sommeren gik han rundt med nøgen overkrop og svingede hakkejernet. Haven var hans andet liv, den blev hans stemme. Hans ord var æbler, kirsebær, pæoner, hyacinter. 

Men faderen kunne også fortælle historier, og jeg-fortælleren samler på dem, ja han laver en førstehjælpskasseaf historierne, som kan bruges i nødsituationer, hvor livet bliver vanskeligt. Til smil og opmuntring i sorgen. 

Mange af faderens historier var vokset ud af hans fiaskoer og fejltrin og siden forvandlet til muntre fortællinger. Han var slægtens levende historie, ja, måske var hans mission at være en havemand med historier. Som en Sheherazade fortalte han til det sidste anekdoter, han vidste, at hvis han stoppede op, så ville alt forsvinde, kun når han fortalte, holdt han smerterne  og forfaldet i skak. 

Bogen viser – og det er værd at tænke over – hvor meget andres livshistorier rummer, og Gospodinov viser klart betydningen af deres livserfaring og visdom. Fra førstehjælpskassens historier lærer jeg-fortælleren, at han ikke er alene. Verden går ikke under, når det ser sort ud. Der er både humor og håb. Fortællingerne opmuntrer, fordi de er vokset frem hos et mennese, der selv kunne fare vild og tage fejl – og grine af sine dumheder.

Ingen religiøs dimension 

Så langt, så godt. Og her kommer min indvending: Udover de mange små historier i førstehjælpskassen savner jeg en større fortælling. Lidelsen, døden, begravelsen og sorgen kalder på tanker og tydninger fra kunstens, litteraturens og religionens større fortællinger. Der er nogle få henvisninger til Homers Illiaden og Joyce’s Olysses, men ellers er en religiøs, endsige kristen, tydning fraværende til fordel for den intense kredsen om hverdagens historier. Dem vil jeg ikke et øjeblik underkende, men samtidig føles det som en mangel, at rummet ikke bliver større. 

Midt i bogens øvrige store rigdom føles det som en sær mangel. Vi er overladt til en affortryllet verden. Mange andre europæiske forfattere har været i stand til åbne til et større rum: tjekkiske Ivan Klima, schweitziske Pieter Bieri, svenske Kerstin Ekmann, og herhjemme kunne man nævne Ida Jessen og Jens Chr. Grøndahl. Ikke som påklistrede perspektiver, men som åbninger, poetiske antydninger, døre på klem, horizontudvidelser. Britiske Julian Barnes bragte elegant den religiøse dimension på bane, da han i bogen om sin kones død skrev: “Jeg tror ikke på Gud, men jeg savner ham.”

Dette sagt skal ikke forkleine bogens øvrige betydelige kvaliteter, for de er store, men jeg tror, dens fortælling ville stå endnu stærkere, hvis der også havde været åbninger til en større tydning af døden og sorgen.

Tag det roligt! 

Afdøde biskop i Århus, Kjeld Holm, blev i tiden før sin død spurgt, om han var bange for at dø. Nej, svarede han, der er jo mange andre, der har prøvet det før mig, og det er gået godt hver gang! Det er en kæk replik, men den rammer noget af den holdning, som romanen også har. Tag det roligt!, siger faderen jævnligt om sin sygdom og forestående død. Og det er, hvad jeg som læser tager med mig fra denne smukke roman om døden: Tag det roligt. Husk at passe din have. Se skønheden i det forgængelige. Og se at få dig en førstehjælpskasse med gode historier til at overvinde mismodet.