Flot og velskrevet øjenåbner til dansk kirkekunst

Anmeldelse i Præsteforeningens Blad 11. oktober 2025
Egil Hvid-Olsen: Opstand og opstandelse – moderne kunst i danske kirker.
Forlaget Læselyst 2025

Inden for dansk kirkekunst er der de kendte navne som f.eks. Skovgaard, Brandes, Haugen Sørensen og Maja Lisa Engelhardt. Men der findes også en række nye kunstnere, som i løbet af de seneste par årtier er kommet på banen og har markeret sig. De er ukendte og i mange tilfælde stort set ubeskrevne.

Det råder Egil Hvid-Olsen bod på med denne velskrevne og læseværdige bog om de ukendte kirkekunstnere. Han er sognepræst i Bryndum og Vester Nebel og har tidligere udgivet flere bøger, heriblandt to kunstbøger. Gennem seks-syv år har han gjort et grundigt researcharbejde til bogen, og det mærkes hele vejen gennem bogen. Den er omfattende og lader virkelig både kunstnerne og værkerne komme til orde.

Lad det være sagt med det samme: Det en flot, velskrevet og gennemarbejdet bog, en virkelig øjeåbner for enhver med den mindste interesse for dansk kirkekunst.

Coffee-table format 

Opstand og opstandelse er i coffee-table format og på knap 500 sider. Her præsenter Hvid-Olsen 25 nyere og næsten ukendte kirkekunstnere og nogle af deres værker. 

Valget af kunstnere er Hvid-Olsens eget ud fra hans tro på at størstedelen af deres værker er langtidsholdbare. De virker alle velvalgte undtagen Dronning Margrethe, hvis kirkekunst nok er betydelig, men hun virker fremmed i nærværende bog, da hun jo hverken er ukendt eller ny.

De enkelte kapitler varierer i opbygning og længde afhængig af den pågældende kunstner. Men fælles er Hvid-Olsen engagerede dialog med værket, kunsteren og i mange tilfælde også de involverede præster ved kirkerne, hvor dele af samtaler ofte er gengivet. 

Desuden er der et stort antal fotos til hvert kapitel, mange er taget af forfatteren selv. Jeg synes opsætningen af fotos virker godt, både de store helsides, men også de små udsnit og nærbilleder støtter læsningen fint.

Kunst set med teologiske briller 

Bogen igennem møder Hvid-Olsen kunstværkerne med stor velvilje. Synsvinklen er den samme hele vejen igennem: Han skriver som teolog og præst og inddrager både bibelhistorie, teologisk indsigt og anden faglig viden, hvor det er relevant. Han ser kunsten med teologiske briller og oplyser, underviser, prædiker, og bedriver sjælesorg på en og samme tid i sin formidling.

Det er inspirerende og medrivende at læse, og sine steder frådser han ligefrem i mulige tolkninger og associationer. En gang i mellem bliver det for meget. F.eks. når han frejdigt bruger salmebogen til at udlægge Erik A. Frandsens alabastvinduer og georginer i Billund kirke. Jeg er selv en stor fan af Frandsens kunst, men jeg er skeptisk overfor hans kirkekunst, den mangler det særligt kristne, og jeg synes Hvid-Olsen strækker sin tolkning et stykke ud over det rimelige. 

Sammenhæng med kirkens virke og samtid 

Det virker godt, at Hvid-Olsen sætter kunsten ind i mange forskellige sammenhænge: Dels kunstnernes øvrige produktion, men også i sammenhæng med kirkens farver og liturgi. Flere steder gør han opmærksom på, hvordan et værk kan være relevant i forhold til en almindelig gudstjeneste, en dåb, en vielse, en begravelse. 

Men han ser den også i sammenhæng med det lokale sted, som f.eks. når Vejlefjordbroen indgår i Anders Kirkegaards kunst. Eller i kapitlet om Astrid Kroghs altervæg på Rigshospitalet, hvor vi i samtalen med hospitalspræsterne er langt inde i sjælesorgens og den sygdomsramtes rum og tanker.

Og endelig ser han i høj grad også kunsten i sammenhæng med vores samtids klimakrise, krig i Ukraine, politik og naturvidenskab. Det virker godt at kunstnerne på den måde tager nutidens kirkegænger alvorlig. 

Samtidig gør Hvis-Olsen opmærksom på at jo mere aktuel kirkens kunst er, jo mere kan den miste sin autoritet. Erik Hagens brug af nulevende samtidspersoner er et slående eksempel: I et af sine værker bruger han Abbie Pierre som en moderne discipel. Men siden værket kom op i Skovlunde kirke, er Abbie Pierre blevet anklaget for en række seksuelle overgreb, og hans autoritet som forbillede er totalt kollapset.

Samtaler med kunstnerne 

Det mest spændende ved læsningen var for mit vedkommende Hvid-Olsens samtaler med kunstnerne selv og i mange tilfælde også præsterne ved de kirker, hvor kunsterne arbejdede. Det er samtaler, der alle er med til at tolke og formidle kunstværkernes mening og indhold.

Mange af kunstnerne har et utroligt ydmygt forhold til det at skulle udsmykke en kirke. Det er en særlig ære og en stor opgave, processen fra ide til det færdige værk er vanskelig. Poul Anker Bech kaldte det en ‘Jakobs-kamp’ at skabe et værk.

Det slog mig også at mange af kunstnerne uden videre giver udtryk for et livssyn, der er mere alvorligt end mange præsters pæne og opbyggelige prædikener. Mange af kunstnerne har personligt oplevet lidelse, skyld, mørke, ensomhed. Det er ofte tydeligt integreret i deres kunst. Peter Callesen tager udgangspunkt i menneskets synd som grundvilkår. Elle-Mie Ejdrup taler om de sår og ar, som livet har givet hende. Poul Anker Bech endte med at tage sit eget liv. 

Oplysning, prædiken, undervisning på en og samme tid 

Bogen er skrevet for enhver med interesse for kirkekunst. Den er skrevet i et alment sprog og kan læses uden særlige faglige forudsætninger. Selv læste jeg kapitlet om Alice Ravnholts og Emil Noldes altertavler i Ølstrup kirke, inden jeg fornylig besøgte kirken og ved selvsyn konstaterede, hvor dygtigt Hvid-Olsen formidler stoffet og gør kirkeoplevelsen meget større, end det ellers ville have været. 

Egil Hvid-Olsen har skabt et imponerende værk, skrevet i et ubesværet og engageret sprog uden dikke-darer og sved på panden. Bogen er en gave til alle, der træder ind i en dansk kirke. Det er fornemt gjort og en fornøjelse at læse, og bogen har allerede nu fast plads i min taske til sommerens kirkebesøg rundt i landet.