Mindeord om Kaare Casper Orlyk

Facebook 29. juni 2025

Vores gode ven Kaare Casper Orlyk blev i fredags fundet død i sin lejlighed i London. Han blev 53 år.

Det er en sorg for alle os der kendte ham, for han var et elskeligt menneske. Charmerende og festlig, gik ind i folk med træsko på, fuld af energi, fantastisk hjælpsom, usnobbet og ydmyg, og helt klar over egne svagheder og indre dæmoner.

Det er et stort tab, som ikke mindst hans mor Herdis Pedersen, søster Heidi Møller, brødrene Mikkel Møller, Nikolaj Dueholm Møller og kusine Pia Dahl Riis og Torben Riis må bære den tungeste del af.

Jeg lærte ham at kende i 2017, da han begyndte at komme ved Den Danske Kirke i London. På det tidspunkt havde han boet i London i mange år og været igennem en svær tid med sygdom og store nederlag.

Han fandt ud af, at ved kirken var der også plads til homoseksuelle og folk med store tatoveringer, så det passede ham godt. At komme her og få mere kontakt med danskere gav ham ‘a sense of belonging,’ som han sagde.

Det viste sig, at vi havde fælles bekendte tilbage i Gedsted i Himmerland, hvor han kom fra, og hvor jeg i sin tid havde været præst. Vi klingede godt sammen, og gennem årene blev han involveret i alle dele af kirkens arbejde lige fra kirkerådet til havearbejde, Danish Fair og søndagens gudstjenester.

Hans baggrund som regnskabskyndig kom i høj grad kirken til gode, men særligt vil jeg nævne det kæmpearbejde, han gjorde under Coronakrisen for at få kirkens zoom-gudstjenester til at fungere bedst muligt. Det var et arbejde, der fik afgørende betydning for kontakten med kirkens venner og medlemmer ikke bare i London men rundt i Europa.

I 2022 blev han også en af kordegnene ved kirkens gudstjenester – en tjeneste, som han tog dybt alvorlig og betragtede som en stor ære. “Jeg beder jo til Vorherre på hele menighedens vegne,” som han sagde.

Gennem alt dette blev Hanna og jeg gode venner med ham. Han var et frisk pust af energi og engagement. Han bar også på en stor ensomhed, og han var pinligt bevidst om sit eget komplicerede sind. Med sin blanding af charme, humor, ydmyghed og blufærdighed, gjorde han et stort indtryk på alle os ved kirken.

Hanna og jeg så ham sidste gang, da han besøgte os i Randers for et par måneder siden.

En gang imellem sagde Casper: “There are no happy endings, happy endings are just unfinished stories!” Måske har han ret. Måske er der ikke en happy ending på hans liv, det kan jeg ikke vide, men til gengæld ved jeg, at hans liv var fuldt af kamp, engagement, vilje til det gode – og at det var til stor glæde for andre.

Guds fred, kære ven, og tak for alt det, du gav, mens du var her. Du vil blive dybt savnet.