Anmeldelse: Roman med stort internationalt vingefang

Anmeldelse i POV International 24. maj 2025 her
Elif Shafak: Floderne i himlen
Forlaget Gutkind, 2025

Flere steder i Floderne i himlen nævnes oldtidens mesopotamiske gudinde for læsning, skrivning og fortællekunst Nisaba. Det er velbegrundet, for det er netop skrivning og fortællekunst med stort internationalt vingefang, der folder sig ud i denne roman og gør den læseværdig. 

Elif Shafak væver menneskeskæbner fra London, Tyrkiet og Irak sammen med oldtidens mesopotamiske kultur og nutidens verdensomspændende klimakrise og mangel på vand. Her er udforskningen af verdens ældste digt Gilgamesh. Her er en moderne videnskabskvinde, der opdager nye sider af sin seksualitet. Og her er den forfærdende historie om Islamisk Stats massakre på Nordiraks yazidiske mindretal i 2014.  

Det er en stor og læseværdig fortælling, der spejler en uperfekt verdens lidelser og uretfærdighed uden letkøbt optimisme. Alene derfor skal den læses. Men også fordi det er en historie, drevet af kærlighed til poesi, kultur og fællesskab. En fortælling om mennesker, hvor det ikke kun er talent og evner, men også lidenskab og kærlighed, der får livet til at vokse og begivenheder til at ske.  

Romanen er storstilet tænkt og mange ting er inspireret af virkelige begivenheder og historiske figurer. Den drivende energi bag romanen er den positive overbevisning, at kun ved kende vores historie og huske fortiden, kan vi handle i fremtiden – en tanke, som ofte er en mangelvare i dag. 

Elif Shafak 

Elif Shafak var et næsten ukendt forfatternavn for mig, da jeg fik bogen i hånden. Men det har vist sig at være et godt bekendtskab. Hun er tyrkisk-britisk forfatter, født i 1971, og siden 2013 bosat i London. Hun skriver både på tyrkisk og engelsk og har udgivet over tyve bøger, både fiktion og ikke-fiktion. 

Hun har en Phd i politisk videnskab og samtidig med forfattergerningen har hun engageret sig i LGBTQ+-rettigheder, folkedrab i Armenien og kvinders forhold i Tyrkiet. Hun er en af de mest læste kvindelige forfattere i Tyrkiet. 

Tre hovedspor: Arthur, Narin og Zaleekhah 

Floderne i himlen følger tre spor og romanen igennem føles det meget afvekslende at skifte fra det ene til det andet. Det ene spor handler om Arthur, som bliver født 1840 ved Themsen i London. Hans figur er bygget over den historiske George Smith, en banebrydende selvlært assyriolog, der opdagede digtet Gilgamesh.  

Arthur vokser op i den yderste fattigdom og sult. Men til hans held er han begavet med en fabelagtig hukommelse, og som ung mand får han ansættelse på et bogtrykkeri, hvor han oplever bøgernes verden åbne sig for ham.  

Senere bliver han hjulpet ind på British Museum, hvor hans livslange fascination af Mesopotamien og assyrisk kultur bliver grundlagt, særligt bliver han optaget af at oversætte Gilgamesh, det ældst kendte digt i verden. Det fører ham på arkæologiske rejser til Ninive, for at udgrave resterne af kong Assurbanipals fantastisk store bibliotek. 

Det andet spor foregår i ved Tigris i 2014 og følger den 9-årige pige Narin. Hun tilhører det yazidiske mindretal, bor hos sin mormor, som er en klog historiefortæller, men også i stand til at finde vand og helbrede folk.  

Vi følger deres rejse til Nineve, det nuværende Mosul, for at se det sted, hvor Narins tipoldemor blev født. Uheldigvis er de i Nineve netop i den tid, hvor Islamisk Stat tager magten og fordriver det yazidiske folk, begår massakre på 50.000, mens mange kvinder bliver voldtaget og brugt som sexslaver.  

Fortællingen om yazidi familiernes flugt er hjerteskærende og giver i det hele taget et indblik i alle flygtende og etnisk udrensede familiers skæbne i nutidens verden 

Det tredje spor foregår i 2018 i London og her følger vi Zaleekhah, som er 30 år gammel og bor på en husbåd på Themsen. Hun er uddannet hydrolog og intenst optaget af studiet af vand. Hun samarbejder med forskere fra hele verden om at genoprette forsvundne floder under store byer som Paris, Seoul og New York. 

Zaleekhah er nyligt skilt efter tre års ægteskab, og undervejs i fortællingen opdager hun nye sider af sin seksualitet. Samtidig er hun dybt optaget af oldtidens mesopotamiske kultur, ikke mindst digtet Gilgamesh, som for hende blandt andet handler om menneskers skrøbelighed og robusthed – og ikke mindst muligheden for forandring, noget hun selv har brug for. 

Vandets mysterium 

Hvordan disse tre spor og personer væves sammen, skal jeg ikke afsløre her, men vand spiller en hovedrolle og er et fælles tema for dem alle tre. Et sted hedder det at “Vand rummer en række endnu ukendte egenskaber og er og bliver et stort mysterium.” Og der er tråde fra floden Tigris’ frugtbarhed i oldtiden til nutidens globale mangel på vand. 

Romanen igennem leger forfatteren med den tanke at vand har hukommelse. En enkelt dråbe vand, der faldt for 3000 år siden kan manifestere sig i dag som tåren i dit øje. Den selvsamme dråbe husker et utal af historier, som den opsamlet på sin færd.  

Jeg er helt med på at lege med den tanke at vand har hukommelse, men jeg bliver ærgerlig når forfatteren tillægger den en (tvivlsom) videnskabelig begrundelse. Det virker forkert i en roman, der i øvrigt bygger på videnskabelig research af historiske og kulturelle fakta. 

Politisk aktivisme contra kunstnerisk troværdighed 

Elif Shafak er kendt som identitetspolitisk aktivist og talerør for seksuelle og etniske mindretal. Det skinner også igennem i bogen. Som regel kan jeg hurtigt få røde knopper af den slags. Politisk aktivisme i litteraturen er dødkedelig, og jeg frygtede det her. Men nej. Det er med den litterære og kunstneriske troværdighed i behold at Elif Shafak skriver romanen. Seksuelle og etniske minoriteters historie er organisk og kunstnerisk integreret i fortællingen og der er en fin balance mellem historiske begivenheder, litterær fantasi og realistisk skildring af en række menneskeskæbner. 

Det er godt gjort og min eneste anke er, at fortællingen sine steder føles for overlæsset med viden og faktastof. I efterordet skriver forfatteren selv at der ligger et omfattende og tværfagligt researcharbejde bag romanen. Det mærkes tydeligt og nogle steder virker hele afsnit som leksikalske opslag, som bliver til små historielektioner. Nogle steder kunne det være udeladt, andre steder burde det integreres bedre i fortællingens flow.  

Romanens fortælle-filosofi 

Når det er sagt, vil jeg samtidig fremhæve at romanen eksemplarisk viser, hvordan store kulturelle, historiske og klimamæssige perspektiver kan væves sammen i fortællingens form, så læseren både får en god historie OG bliver klogere undervejs.  

Det er denne romans styrke.  

Vi bliver klogere på nutidens vandkrise, mesopotamisk kultur, 1800-tallets London, etniske mindretal. Det viser fortællingens betydning, ikke bare i oldtidens kulturer, men også i nutidens globale verden. Den er livsnødvendig for at skabe sammehæng og forståelse mellem mennesker på tværs af fortid og nutid, øst og vest.  

I tider med forvirring må vi studere fortiden, og som Narins mormor siger: Vore forfædres historier er de rødder, der holder os oppe i i storm og strid blæst … vores historier og digte er den mørtel, der holder sammen på os. 

Og som kong Assurbanipal siger et sted: Den bedste måde at blive husket på, er at efterlade sig en god historie – og det har Elif Shafak bestemt gjort med denne roman.