Anmeldelse: Du som er på jorden af Michael Böss

Anmeldelse i POV International 17. april 2025:

Michael Böss: Du som er på jorden
Eksistensen 2025

Forlaget Eksistensen fik for nogle år siden den glimrende ide at udgive en serie af små bøger, hvor forskellige mere eller mindre kendte danskere skriver om deres oplevelse af troens væsen og dens nedslag i deres liv. Serien hedder “Kristendommen ifølge …” og har vist nok nået snart 30 udgivelser.  

Formatet er en kort, og det tvinger forfatterne til at skrive kondenseret og klart om deres billede af kristendommen. På den måde får læseren på en halv dag et helt menneskes bud på, hvad tro er. Det kan jeg godt lide, det er god måde at beskæftige sig med kristendom på, uden alt for mange garderinger og omveje.  

Efter at tro i mange år har været tabuiseret og fortrængt af både sækularisering og religionsforskrækkelse, er det befriende, at det nu i dag i langt højere grad er blevet en del af den offentlige samtale om kultur, mening og værdier. Ofte er vi inde at røre ved hovednerven, når et menneske fortæller som sin tro og livssyn. 

Du som er på jorden 

Sådan er det også i nærværende bog Du som er på jorden skrevet af historiker, forfatter og debattør Michael Böss. Gennem fortællingen om det, der formede hans kristendom, får vi samtidig et dybt indblik i hans grundlæggende værdier og måde at se verden på. 

Det er i høj grad en kristendom, der har med det jordiske og det mellemmenneskelige liv at gøre, og derfor giver det god mening at bogen hedder Du som er på jorden. Böss tegner ikke billedet af en fjern og ophøjet Gud i himlen, men derimod finder han et konkret billede af Gud i fortællingerne om Jesus, hans lignelser og hans lidelse, død og opstandelse. Det er en teologi fra neden, som Bøss også finder støtte for hos den tyske teolog Wolfhart Pannenberg. 

Bogen er lille i format og på 114 sider, og udover et forord, indeholder 11 kapitler, hvoraf det sidste rummer et fint forsvar for kulturkristendommen med ordene om at tro har mange former og udtryk, og kristendommen har afgørende betydning for den europæiske civilisation og det danske samfunds værdier. 

Forældrenes betydning 

Hvad var det så, der formede Michael Böss’s tro og billede af kristendommen? Det var som han skriver en blanding af arv og valg. Böss fortæller gavmildt og sin barndom og opvækst i 50erne og 60erne i en præstegård, først på Fyn og senere i Esbjerg. Hans forældre tilhørte KFUM&KFUK bevægelsen, og de fik afgørende indflydelse på Böss’ billede af kristendommen.  

Sammen med den øvrige familie gik han som barn i kirke og lærte bibelhistorie, blev senere medlem af FDF. På gymnasiet var han aktiv i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, hvor han hørte foredrag om psykoanalyse, eksistentialisme, Kierkegaard, Jesus Christ Superstar, og i øvrigt mødte en række af tidens store navne indenfor teologi, litteratur og kunst, bl.a. K.E. Løgstrup, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen, Ole Jensen.  

Meget af det 68erne gjorde op med, er det som Michael Böss faktisk tog med sig. Tro, kirkegang, ægteskab, famlieliv. Det skal der et vist mod til at stå ved, når tidsånden stik modsat blæser i retning af frigørelse fra netop det værdisæt. Hvilket i sig selv gør bogen læseværdig.  

Böss fortæller det som en relativ uproblematisk proces at finde sine egne ben i forhold til forældrenes tro og livssyn, men indimellem synes det lidt for nemt, og man spørger sig selv: var der ikke flere kriser eller brydninger med forældrene? Ikke flere indre kampe for at finde sin egen identitet?  

Sprog, synd, lidelse 

Bøss er et intellektuelt menneske og en rød tråd gennem bogen er, at han også søger et intellektuelt greb om troen og dens forhold til livet og samfundet. En afgørende nøgle som Bøss fik med fra sin far var en skelnen mellem de to sprog til at beskrive verden:  

Det ene sprog er det videnskabelige, som beskæftiger sig med alt det, der kan sanses, måles, vejes. Det andet sprog er det religiøse, som i myter, fortællinger og billeder beskæftiger sig med meningen med det at være menneske. De to sprog er ikke i konflikt, men er komplementære og har gjort det muligt for Bøss på samme tid at tro på kristendommens fortællinger OG arbejde videnskabeligt med den verden, vi lever i. 

Det er også interessant at læse, hvad Böss skriver om synd. Han nævner nogle rørende små træk fra barndommen som blev grundlæggende for hans syn på på synden. Den har at gøre med den ubetænksomhed og selvoptagethed, der fører til at vi sårer medmennesket og gør det ondt. 

Det lyder banalt, men er vigtigt i troens sammenhæng. For rigtig mange mennesker har synd været knyttet til sexualiteten, og tro kom dermed til at handle om at bekæmpe seksualiteten. Særligt Indre Mission har været med til at tegne det billede. Den type kristendom har mange forståeligt nok taget afstand fra. Det vigtige i det, som Böss skriver, er, at synd ikke er knyttet til seksualiteten men til vores forhold til medmennesket. 

Derfor giver det god mening, når Böss videre understreger at skyld og ansvar er vigtige ingredienser i forholdet andre mennesker, ikke mindst til ægtefællen, ligesom han nævner nåde og tilgivelse som uomgængelig del af den menneskelige kærligheds natur. Det kan virke gammeldags og langt væk fra rettigheds- og perfekthedskulturen, men det er en fin udfoldelse af kristendommens etik, som i sit grundsigte vil beskytte medmennesket mod overgreb og bevare respekten for dets integritet. 

Også teodicé-problemet kommer Böss omkring. Hvis Gud er almægtig og har skabt verden, hvorfor så megen lidelse i verden? For Böss vedkommende betyder det en afsked med tanken om den almægtige Gud. Gud findes ikke som en almægtig magt bag alt, men derimod kun i skikkelse af Jesus. Jeg synes nok, at Böss lidt for nemt får ordnet teodicé-problemet. Måske er ‘løsningen’ i sidste ende, at der ikke er en løsning, teologisk set, og at ethvert intellektuelt system vil støde mod virkeligheden.  

Bedst i de personlige erfaringer 

Bogen er letlæst samtidig med at der er meget tankegods at gå i lag med. Böss er bedst der, hvor han holder sig til sine personlige livserfaringer og den måde, de har formet hans tro på. Og han er mindre god der, hvor det bliver til for mange meninger om f.eks. socialliberal lovgivning og den offentlige velfærdsideologi. Her er det som om debattøren Böss overtager og man kan indimellem føle, man læser et debatindlæg i avisen.  

Men det er en bog, der skærper blikket for troens betydning for mennesker og samfund, og Böss skal have tak for at tale åbent og personligt om den arv og de valg, der formede hans kristne tro, og gjorde den til en levende og livgivende del af hans tilværelse. Så hvis du, kære læser, mangler noget at læse i påsken, er her et godt bud.