Kronik: Den folkelige fortællekunst skal tilbage

Kronik i Kristeligt Dagblad 18. marts 2025 – link her

Jeg synes, det er på tide, at vi rehabiliterer den folkelige fortællekunst. Den er lige for tiden ikke i særlig høj kurs i skole-, kirke-, og foreningsliv og det er et tab for den almene dannelse og livsoplysning – ikke kun for børn men i høj grad også for voksne i alle aldre.  

Ikke mindst i en tid med mistrivsel og stort skærmforbrug er det oplagt at gribe fat i den mundtlige fortælling og afprøve dens muligheder for at skabe opmærksomhed, ro og fællesskab. 

Som mundtlig fortæller gennem mange år rundt i hele det folkelige foreningsdanmark ved jeg af erfaring, at der er et stort og lydhørt publikum blandt både voksne og børn. Rigtig mange mennesker vil gerne lytte til de gode livsoplysende fortællinger fra litteraturen, bibelen, historien og det personligt levede liv og dermed opleve det nærvær og fællesskab, som fortællingen giver.

Mange husker det fra en time i foredragssalen eller klasseværelset, hvor en dygtig fortæller åbnede op til indsigt i menneskelige livsvilkår, så man aldrig glemmer det. Og man husker det netop, fordi et nærværende menneskes fortælling har en unik evne til at sætte dybe spor i sindet i form af billeder, stemninger, mening og ikke mindst fællesskab. 

Vi har i Danmark mindst tre fantastisk fine fortællerum: klasseværelset, foredragssalen og kirken. Men det er min erfaring, at alle tre steder er den mundtlige fortælling under pres og i fare for at blive marginaliseret: 

Fortællekunsten er presset af skærmene. Siden smartphonen kom frem i 2010-2012 har vi vænnet os til at bruge mange timer på nyheder, spil og SoMe. Gennem årtier er vi vænnet til, at livsoplysning og menneskelig visdom kan hentes i mediernes google-psykologi, selvhjælpsmanualer og livsstilsprogrammer. Vi oversvømmes af den daglige underholdning. Vi distraheres lettere og evnen til at lytte og leve sig ind i en fortælling bliver svækket.  

Fortællingen er presset af videnskabeliggørelse. Den levende fortælling med deres åbne billedsprog og tolkninger kan have svært ved at begå sig i et samfund, som er præget af videnskabelige fageksperter på stort set hvad som helst. ‘Gift ved første blik’ er et eksempel på, hvordan vi lader psykologisk sagkundskab afgøre, hvilken ægtefælle vi skal have. Ikke overraskende kuldsejler stort set alle den slags ægteskaber.

Det er min opfattelse, at man i stedet bliver meget klogere på kærligheden, sig selv og ægtefællen via gode livsoplysende fortællinger, som vi finder dem i både litteratur, bibelen og personlige fortællinger. 

Folkeskolen er – særligt siden folkeskolereformen i 2013 – blevet udsat for stram målstyring, dvs alt skal have et målbart formål og kunne evalueres individuelt for hver elev. Niels Chr. Sauer, tidl. lærer og mangeårigt medlem af Lærernes Landsforening siger, at fortællingens univers, hvor elevernes fantasi får vinger, er afgået ved døden.

Det skyldes bl.a. uddannelsen: “Opøvelsen i fortællekunsten har længe været i bedste fald sporadisk i læreruddannelsen, og den indgår ikke længere i nyuddannede læreres forestillinger om lærergerningen.”

Derfor er der i dag god grund til at presse på for at styrke faget mundtlig fortælling i læreruddannelsen og slå til lyd for dens mange kvaliteter.  

Den mundtlige fortællekunst er altså presset fra mange sider. Når den trods alt overlever, skyldes det at vi har en årtusind gammel tradition for at fortælle historier som led i dannelse og livsoplysning. Lige fra oldtidens lejrbål over eventyr- og bibelfortællere til nutidens folkeoplysere og storytellers.  

Særligt N.F.S. Grundtvig og Christen Kold har været med til at pege på fortællingens kvaliteter og muligheder og medvirket til, at den i mange år har haft en relativ høj placering i skole, kirke og folkeoplysning. 

Grundtvig blev i 1820erne overbevist om, at ‘det levende ord’ har sin styrke, fordi det er en genklang af Guds ord, og at det har kraft til at henvende sig til både fornuft, følelse og fantasi. Den tanke tog Christen Kold til sig og da han havde lært ‘ordets magt til at vække og oplive’ at kende, blev det en hjørnesten i hans pædagogik at bruge den levende fortælling i skolens undervisning.  

De grundtvig-koldske tanker om fortællingen fik gennem mange årtier stor indflydelse ikke kun i fri- og højskoleverdenen men også i folkeskolens undervisning. Derfor gav det god mening, at K.E. Løgstrup i et foredrag for folkeskolelærere advarede mod at marginalisere fortællingen og han spidsformulerede det sådan: “Tilværelsesoplysningen kan ikke undvære fortællingen og nøjes med teorien.”  

Så kort kan det siges. Vi kan ikke nøjes med teori, analyser og de mange meninger. Vi har brug for det levende ord, den mundtlige fortælling, der taler til fornuft, fantasi og følelse på een gang, når den folder sig ud i almen livsoplysning, skolens undervisning og kirkens forkyndelse.  

Heldigvis dyrkes og videreudvikles den folkelige fortællekunst også i vigtige lommer uden for skole og kirke. Der er BestTellers i København, månedlig StorySlam på Katapult i Århus, FortælleAkademiet i nordjylland, og flere fortællekredse landet over som er samlet i foreningen Fortællere i Danmark (FIDA).

Og internationalt har den mundtlige fortælling fået et boost med The Moth, som jeg selv har været engageret i, og som samler tusindvis af tilhørere til StorySlams og fortælle-events i de større byer i USA, Storbritannien og Australien.   

Vi har altså solid tradition i Danmark for at prioritere den mundtlige fortælling i de helt oplagte fortællerum: klasseværelset, foredragssalen og kirken. Men nye generationer skal lære fortællingens kunst. Den kommer ikke af sig selv, men heldigvis kan de fleste lære det og alle kan blive bedre.  

Derfor må vi presse på for at give den en stærkere placering i læreruddannelsen, så kommende lærere fra start bliver opmærksomme på den mundtlige fortællings muligheder i klasseværelset.  

På pastoralseminariets uddannelse af kommende præster er det vigtigt at give inspiration og redskaber til at bruge den mundtlige fortælling i undervisning, foredrag og prædiken.  

Også på efterskoler og højskoler og i den brede folkeoplysning  kan man arbejde med fortælleworkshops og kurser, hvor deltagerne opøver kunsten at fortælle en historie. Ikke blot er det meningsfuldt, det er også sjovt og kreativt, og det kan bruges alle vegne både professionelt og privat. 

Den norske forfatter Jan Kjærstad skriver et sted, at “forestillingsevnen er den vigtigste muskel.” Og mere end noget andet er den mundtlige fortællekunst med til at skabe billeder, som udvikler fantasien og den kreative evne.  

Lad os rehabilitere den folkelige fortællekunst og give fortællingen vinger. Den er lige så kraftfuld i dag som for 1000 år siden. Også i vores skærmfikserede og superindividualiserede tid formår fortællingen at skabe fællesskab og tryllebinde en voksenforsamling eller en skoleklasse. Og som det gjaldt for 1000 år siden, gælder det også i dag: ofte forstår vi nemmere verden gennem een historie ad gangen.