Gode historier gør verden større
Midt i strømmen af dårlige nyheder om USAs enegang i forhold til Ukraine og Europa, fik jeg en mail fra en mand, der bl.a. skrev sådan: “Hvordan kan du rejse rundt og fortælle Pontoppidans Lykke-Per i disse dage, hvor verden nærmest står i brand omkring os, det er jo en regulær flugt.”
Dertil vil jeg sige: Nej, det er ikke en flugt. At læse og fortælle gode historier fra litteratur og bibel er i stedet en udvidelse af verden. Verden er større end dagsaktuelle nyheder og problemer. Historierne lærer os at holde hovedet koldt. Det, der sker for os, er sket for andre før os. Verden går ikke under, selvom det ser sort ud.
Lykke-Per er en alvorlig besindelse på, hvad det vil sige at være menneske. Den er en stor fortælling om identitet, ambition, tvivl og forsoning. Alt det vi som mennesker kæmper med uanset hvilken tid, vi lever i. Når jeg genfortæller den, er det fordi, jeg tror vi kan lære af den, når vi forsøger at indtage vores eget ståsted i en åndelig og politisk brydningstid.
Verden har vist altid stået i brand, til tider mere akut end andre, men altid søger vi forståelse gennem fortællinger. Lykke-Per giver os noget af det, vi har brug for i en verden, der forandrer sig dramatisk. Og desuden er det sådan, at ofte forstår vi verden bedst gennem een historie ad gangen.