Positiv maskulinitet

Har lige læst et opslag på Facebook af Merete Riisager her om positiv maskulinitet, hvor hun bl.a. skriver: “Mænd, der står ved sig selv, som er udholdende, arbejdsomme, kreative, modige og skabende, er spændende og atråværdige. Ikke kun, fordi de tilfældigvis er født som mænd, men fordi de i ord og gerning tager deres køn på sig og lever efter de værdier, de har sat sig for at følge.”

Hvor er det godt! Efter at det maskuline i mange år har været gennem et syrebad af statusfald og mistænkeliggørelse, er det velgørende at så mange for tiden taler traditionelle mandlige dyder op igen. Lige fra den engelske kvindesagsforkæmper Caitlin Moran over canadiske Jordan Peterson til en vifte af hjemlige debatører som Henrik Jensen, David Munis Zepernick, Manderådet, Asger Garde, Rune Selsing, Tomas Friis, m.fl.

Selv oplevede jeg som ung i 70erne og 80erne den generelle kønsforvirring. Den bløde mand var i højsædet og jeg havde svært ved at finde mine egne mandlige ben at stå på. Var også indlejret i en feminiseret flink-fyr mentalitet med dårlig samvittighed over det aggressive i maskuliniteten og skyldfølelse over min sexuelle appetit.

Problemet var ikke at kvinderne var kommet for langt frem, problemet var det generelle tab af maskuline dyder i samfundet.

Det var først nogle år op i voksenalderen, at jeg kom på sporet af at samle ‘mandlige vitaminer’, finde sammen med andre mænd og forstå at det maskuline ikke kun er noget medfødt, men også noget man gradvist tilegner sig.

At træde i karakter, tage sit køn på sig, som Merete Riisager skriver, gå ind på banen og være aktiv, sætte en personlig dagsorden i forhold til kvinder, børn, arbejde og fritid, var træk, som jeg måtte øve mig på og lære hen ad vejen.

Derfor er det glædeligt for nutidens drenge og unge mænd, at der er i dag rundt omkring er mange mænd (og kvinder), som er med til at tale en positiv maskulinitet op igen. Det er godt for mændene, det er godt for kvinderne, og det er godt for samfundet.