Essay: Advent – Folkekirken skal stå ved sig selv

Essay i POV International
1. søndag i advent, 1. december 2024

I anledning af at det er 1. søndag i advent, hvor både et nyt kirkeår begynder, og landets nye menighedsråd begynder deres nye 4-årige periode, skriver Flemming Kloster Poulsen om Gud og folkekirken. Kirkens vigtigste opgave i dag er at genfinde, vedligeholde og styrke troen på de livskræfter der gemmer sig i kristendommens budskab. Og det skal kirken gøre med overskud og godt humør. 

Jeg var på pub og mødte en kvinde, som erklærede, at hun ledte efter Gud, men endnu ikke havde fundet ham. Jeg spurgte, hvor hun havde ledt? Hun fortalte at hun havde været til en traditionel gudstjeneste, derefter en megagudstjeneste i Hillsong frikirken, og senest havde hun deltaget i en jødisk gudstjeneste, men ingen af stederne havde hun fundet Gud. Og hvad så? Jo, svarede hun, næste gang vil jeg lede efter ham herinde, og så pegede hun på hjertesiden af sit eget bryst.  

Jeg husker episoden tydeligt, fordi den rammer noget typisk. Der er en stor åndelig åbenhed i dag. Mange mennesker leder i dag efter ‘noget større,‘ det som kvinden kaldte Gud. Noget man kan læne ind i, en åndelig forankring. Jeg ser åbenheden mange steder, bl.a. hos en række digtere som de seneste år er trådt frem med nyskrevne salmer, ofte af høj kvalitet, Dy Plambeck er en af dem. 

Og jeg tænker at netop fordi, der er en stor åndelig åbenhed lige nu, er det virkelig nødvendigt at Folkekirken tror på sin egen fortælling, sit eget sprog, sin egen gudstjeneste. Den må til stadighed øve sig på at stå ved sig selv og komme den søgende kvinde i møde. Ikke med pop, men respektfuldt med god og seriøs forkyndelse, oplysning, vejledning. Ellers mister den ikke bare relevans men også sin folkelige forankring og betydning. 

Det er okay at tale om Gud 

Min egen baggrund er, at jeg har været præst mange år i folkekirken.  Men de seneste 8-9 år  har jeg set folkekirken på afstand, dels fordi jeg har boet syv år i London, dels fordi jeg nu et års tid har arbejdet som freelancer. Og ting træder tydeligere frem, når man ser det på afstand.  

Den franske filosof J.F. Loytard skrev tilbage i 1990erne, at den store fortælling er død, og jeg hører ofte folk gentage det. Det er muligvis rigtigt. Men samtidig er der virkelig mange, som kvinden jeg mødte på pubben, der leder efter en fortælling, der rækker ud over mediernes syndflod af dagsaktuelle nyheder, problemstillinger, meninger og underholdning, en større fortælling som man kan se både sig selv, mennesket og verden i lyset af. 

Det kan f.eks. være den kristne fortælling. Det er okay i dag at tale om sin tro i det offentlige rum. For bare 20 år siden skulle der et vist mod til at stå ved sin tro og kristendom. At være kirkegænger var ikke noget man postede på Instagram og Facebook. Men det har forandret sig. Nu er der en langt større åbenhed i det offfentlige rum og den folkelige samtale.  

Det gælder f.eks. forfatteren Jens Chr Grøndahl, som sidder i et menighedsråd og har skrevet bogen “Min svage tro.” Udlandsredaktør Anna Libak erklærer frejdigt i radioen, at hun er kristen. Komikeren Casper Christensen er blevet døbt. Forfatteren Anne-Lise Marstrand-Jørgensen skriver en genfortælling af Det ny Testamente. Og et populært radioprogram hedder ligefrem: Hvad ville Jesus have sagt? 

Derfor er det vigtigt at kirken kender sin besøgelsestid. Det er nu, at dens ansatte og menighedsråd, og ikke mindst præsterne, skal stå ved kirkens kernebudskaber. Komme kvindens søgen i møde og lukke Bibelens fortællinger op. Hvis kirken forsømmer det, ja så går kvinden selvfølgelig et andet sted hen.  

Derfor skal kirken gøre to ting: 

Lad os holde en festlig gudstjeneste 

Folkekirken skal holde festlige gudstjenester. For en gudstjeneste er dybest set er en fejring af opstandelsen. Det er selve hjerteslaget. Ingen har mere end N.F.S. Grundtvig gjort opmærksom på det. Enhver gudstjeneste har påskedagens tomme grav som sit fortegn.  

Derfor er gudstjenestens grundpræg glæde og fest. Ikke den overfladiske danse-på-bordene fest, men den dybe glæde og festlighed, der kommer af, at midt i verdens nød og sorg og dagsaktuelle vanskeligheder, bryder Kristi livgivende opstandelseskraft igennem som en åndelig virkelighed, der rækker ud, skaber håb og binder os sammen.  

Jeg mener ikke, man skal gøre gudstjenesten poppet. Den kræver indøvelse som alt andet, til gengæld er det virkelig anstrengelsen værd. Der er der grund til at huske hvad den tidligere ærkebiskop for Den Anglikanske Kirke Rowan Williams sagde i et foredrag om urban spirituality:  

Kirken er til stede med et andet rum. Anderledes end hjemmet, skolen, rådhuset, supermarkedet. Et rum som ikke kun består af kirkens fysiske bygning, men netop også gudstjenestens liturgi med musik og fortællinger, poesi, døbefont og alter, – et liturgisk forløb, som i sin totalitet udfolder kristendommens grundfortællinger om Gud og mennesker. Det tager lidt tid at lære rummet at kende, men i virkeligheden tror jeg, det er nemmere end både matematik eller fodbold. 

Jeg oplevede det for nylig til en gudstjeneste i mindre købstad, en helt igennem traditionel folkekirkelig gudstjeneste. Der var omkring 50 deltagere, præst og organist gjorde det begge godt. Som gæst blev jeg taget med ind i dens forløb, et andet rum, en festlighed, som opstod af at vi sammen fejrede noget godt, noget der var større end den enkelte, som bandt os sammen i usynligt fællesskab med hinanden, og jeg gik opløftet derfra. 

Lad os tale sammen om tro 

Det næste Folkekirken skal øve sig på, er at gå ind i samtalen om tro. Samtalen kan folde sig ud på mangfoldig måde i ugens løb: i forbindelse med livsbegivenheder som dåb, konfirmation, vielse og begravelse, men også gennem aktiviteter som sorggrupper, klimateater, køns-diskussioner, bibelfortælling, mad, babysalmesang, mandegrupper, osv.  

Skal man være kirke i dag midt i en multi-alting verden, slår det ikke til at revitalisere gamle arbejds- og samtaleformer, i stedet er man nødt til at have et meget åbent sind for, hvad der udspiller sig i samtiden, og deltage bredt i samtalen om hvad tro er i dag.  

Fornylig igangsatte en gruppe af folkekirkelige og frikirkelige organisationer projektet Lad os tale om tro. Projektet ønsker at kvalificere samtalen om tro. Derfor var det overraskende at Grundtvigsk Forum sagde nej tak til at være med. Hvorfor dog sige nej til den samtale? Eftersøgningen af Gud er som nævnt på dagsordenen i utallige sammenhænge i dag, men for mange er det vanskeligt at finde sprog for troen, tvivlen og ånden. Det gør man bl.a. gennem samtale, hvor man kan folde troens sprog, billeder og fortællinger ud.  

Derfor er det ærgerligt at Grundtvigsk Forum har lukket sig inde i sin egen provinsielle trosboble. I stedet gælder det om at komme ud på banen, og gøre ligesom Grundtvig, der mere højlydt end nogen anden har været med til at sætte tro på dagsordenen. 

Jeg vil læse Bibelens magtfulde ord 

Det er første søndag i advent og det betyder at i dag begynder et nyt kirkeår. Kirkens fortælling om Gud og mennesker begynder forfra og skal langsomt folde sig ud gennem jul, påske, pinse og alle de andre søndage gennem året. Vi træder ind i de store fortællingers strøm, hvis midtpunkt er død og opstandelse.  

Mit ønske for det nye kirkeår og for alle de nye menighedsråd: Bring kristendommens fortællinger i spil, insister på at søndagens gudstjeneste og samtalen om tro er al umage værd. Kvinden på pubben venter svar på sin søgen, den folkelige åbenhed er stor. 

Til sidst: Pascal Mercier skriver i Nattog til Lissabon at “Jeg vil læse Bibelens magtfulde ord. Jeg har brug for den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Jeg har brug for dem som en modvægt mod sprogets slaphed og parolernes diktatur.”  

Det er ord, som jeg har haft med mig i årevis. Der er kirkens opgave beskrevet: at genfinde og vedligeholde Bibelens ord og den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Stole på de livskræfter, der gemmer sig i fortællingen, liturgien og budskabet. For sprogets skyld. For samfundets skyld.