Essay: Mit hul i hegnet – om glæden ved at fortælle en historie

Bidrag til antologien: Du er glæde i frø (Red: Ronald Risvig)
Lemvig Valgmenighed 2024

Det begyndte i konfirmandstuen midt i 1990erne. Jeg havde været præst i fem-seks år og følte mig spærret inde. Både i intellektuel teologi, pastoral korrekthed, præsterollen og min egen almindelige pænhed. Dødbideri. Jeg var fanget i alt det, jeg troede, jeg som præst burde sige og gøre. Abstraktion og analyse, dogmatik. Det var dræbende. Jeg var i et usynligt bur, jeg var hegnet inde til alle sider.  

At fortælle blev mit hul i hegnet. En vej ud til en måde at arbejde med mennesker og tro på, som jeg følte mig hjemme i. Til det kreative, noget legende. Det skete næsten fra den ene dag til den anden. Konfirmanderne var besværlige og uopmærksomme. En dag lagde jeg  bøgerne, analyserne og dogmatikken til side, bad konfirmanderne gøre det samme, og så improviserede jeg en dramatisk historie fra da, jeg selv gik i syvende klasse og var sur på hele verden, men endte med at få mit livs første kys af en pige. Og mens jeg fortalte, oplevede jeg for første gang bevidst magien og glæden ved at fortælle. Jeg fik kontakt med konfirmanderne, ja, det var bogstaveligt som at tænde for en kontakt, og så var der forbindelse mellem os. Opmærksomhed, medleven. Det var begyndelsen. 

Fortællingens frihed 

Det gav mig et stort kick, og på en måde er det det samme kick, jeg søger hver gang, jeg fortæller den dag i dag. Her er det som om, jeg undslipper forstandens herredømme. Her er jeg fri. Eller rettere: her er det både fantasi, forstand og følelse, der er i spil. Jeg er ude af fornuftens enerådende ramme. Her kan jeg være kreativ og lege med ordene og historiens elementer. Her bliver det sjovt og muntert. 

Lige siden den dag i konfirmandstuen har fortælling været mit hul i hegnet. I de følgende måneder integrerede jeg fortælling i alle dele af mit præstearbejde. Senere blev det til et seks-syv års projekt med bibelfortælling for voksne i forsamlingshuse, højskoler og institutioner. Samtidig drev jeg i 13 år en månedlig velbesøgt FortælleCafe, hvor jeg genfortalte romaner fra aktuel nordisk litteratur med en enkelt afstikker til den russiske Dostojevskij. Og i de syv år, jeg boede i London, var det ude på byens fortællescener, særligt The Moth, at jeg fortalte korte historier fra mit eget liv på engelsk, og hvor det var en næsten euforisk glæde at opleve, hvordan publikum tog godt imod historierne. 

Når jeg står foran en forsamling og mærker kontakten, magien, så lever jeg. Det er ikke altid, det sker, men når det sker, bliver jeg taknemmelig.  Så er jeg præcis, hvor jeg gerne vil være. Jeg er fri og inde i historien og båret af den.  

Det er ‘flow’ eller ‘zonen’ med kontakt, nærvær, opmærksomhed. En fælles oplevelse, hvor vi bevæger os gennem en række historier, følelser, stemninger, indhold. Historien tager os med ind i liv og kærlighed, tab og sorg, tro og håb. Indimellem en stor latter, der ruller gennem rummet. Derpå en sætning, som vi tygger på, et stykke filosofi, sådan kan livet også være. For en fortæller er det vildt priviligeret, at der er forsamlinger, som vil lytte til en historie og oven i købet siger, at det var en stor oplevelse. Wow og stor tak. Det bliver jeg aldrig træt af. 

Processen at slippe ud gennem mit hul i hegnet gør jeg igen og igen. Fordi jeg igen og igen bliver fanget i forstandens logik og dødbideri. Når jeg slipper ud, genfinder jeg friheden, glæden, kreativiteten. At fortælle er det letteste af alt, og det sværeste af alt og det mest selvfølgelige. Det er en stor gave. 

En individualiseret højhastighedskultur 

Enhver fortæller har en historie, som han gentager i utallige variationer. Noget med mening, kærlighed, tabet og ensomheden, tro og håb. Om at komme ud af sin ensomhed, væk fra sig selv, blive helt sig selv, hvad det så end er.  

Kernen i mine fortællinger er bibelhistorierne. Jeg ved godt, at mainstreamkulturen anser dem for irrelevante. Det er den der Politiken-attitude, herregud, lad os komme videre. Men jeg tror, at historierne vil vække genklang hos mange mennesker. Bibelhistorierne har et formidabelt overskud i forhold til vores individualiserede højhastighedskultur, digitaliseret og religionsforskrækket, som den er. Alle mine historier har et ekko af påskehistorien, en erfaring af at stenen er rullet fra graven, at nåden skaber en forandring i livet.  

Jeg holder også meget af at fortælle fra litteraturens store fortællinger, f.eks. Dostojevskijs Brødrene Karamazov eller Pontoppidans Lykke-Per. Jeg fik dem med fra min skolegang og tid på universitetet, og da jeg var midt i 30erne, begyndte jeg så småt selv at fortælle dem, og langsomt blev jeg bevidst om i hvor høj grad, litteraturens fortællinger kan bruges som mønstre og billeder i vores livtag med tilværelsen, som kode og nøgle til at tænke og forstå vores egen verden og mit eget liv.  

At fortælle historier fra litteratur og Bibel er en form for samtale med Gud om det grundlæggende: livet, kærligheden, døden. Historierne tager mig med ind i et højt og dybt univers med andre perspektiver end dem jeg møder til daglig. De holder de store spørgsmål i kog, så det bobler og syder. De gør det med utrolig energi og lidenskab, slipper dem ikke. Det smitter til fortælleren og tilhøreren, man bliver fanget, engageret, grebet, kan ikke gøre sig fri.  

Livsoplysning 

I dag synes jeg, at den folkelige fortællekunst har en naturlig plads i den almindelige livsoplysning. I skolen, i kirken, i familien. Ofte siger en fortælling mere end mange analyser og statistikker. Mange af de historier, jeg fortæller fra litteraturen og Bibelen, håber jeg, er med til at kaste lys over tro, eksistens, samfund. Menneskelivet, kort sagt.  

De livsoplysende fortællinger med deres åbne tolkninger, billedsprog, fantasi og følelser, hvor man forbinder erfaringer og drømme, tolker tilværelsens vilkår og mening, har måske svært ved at begå sig i en tid præget af eksperter og fakta. Men ikke desto mindre er de med til at skabe personlig og eksistentiel fleksibilitet, de skærper evnen til at se flertydighed og forandringsmuligheder. Eller sagt poetisk med Grundtvig: “Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde; langt mere værd end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende.”   

Er jeg kun optaget af mine egne og andres fortællinger, så kommer vi let til at soppe rundt i faldgruber af fordomme, blinde pletter, det fælles ekkokammer og selvoptagethed. Og derfor vil jeg slutte helt ubeskedent, her vil jeg ikke sætte mit lys under en skæppe, tværtimod: at fortælle de store historier fra litteratur og Bibel er i sig selv en glæde, men det er også en måde at give noget til verden, ja det er dybest set en kærlighedsgerning.