Anmeldelse: De dødes rum i de levendes verden

Anmeldelse i Præsteforeningens Blad 25. oktober 2024
Kirkegårdens arkitektur
Af Elof Westergaard og Mette Fauerskov 
Forlag: Book Lab 

I en superindividualistisk tid, hvor vi går vi voldsomt op i hver vores individuelle etniske, seksuelle og psykologiske særpræg, som adskiller os fra de andre, er det velgørende at læse Kirkegårdens Arkitektur. For den minder os helt og aldeles om alt det, som vi er fælles om, nemlig at vi er begrænsede, vi skal dø, og en dag ender vi alle på kirkegården. At kende sig selv, er at have set netop det i øjnene. Sådan er kirkegården et modrum, der peger på vores endelighed, men også vores betydning og fundamentale fællesskab med hinanden. 

Det smukt og hårdt og opbyggeligt, og jeg vil med det samme anbefale bogen til præster, bedemænd, kirkegårdsansatte, menighedsrådsmedlemmer og alle andre, som har noget med landets kirkegårde at gøre. Ikke blot rummer den en stor faktuel viden om kirkegårdenes kulturhistorie, teologi og indretning, men den giver også en eksistentiel forståelse af kirkegårdens åndelige væsen og natur, og dertil er den skrevet og tilrettelagt med indlevelse, passion og en poetisk nerve, som mærkes hele vejen gennem dens tekster og fotos. 

Kombination af teologi og landskabsarkitektur 

Bogens forfattere præsenterer sig begge beskedent i indledningen. Elof Westergaard er teolog og biskop over Ribe Stift. Mette Fauerskov er landskabsarkitekt og kirkegårdskonsulent i Ribe Stift. Men dertil kan man se i litteraturlisten at de begge tidligere har udgivet artikler og bøger om kirkegården. 

Deres kombination af teologisk og historisk og landskabsarkitektonisk faglighed og indsigt er yderst vellykket. Andre – bl.a. Susanne Guldager – har også skrevet om kirkegårdene, men mig bekendt er nærværende bog den eneste, som så omfattende forener teologi, historie, arkitektur og kultur. 

Bogen er i coffee-table format på 230 sider med en fin blanding af tekst og fotos. Teksten veksler mellem almene temaafsnit og konkrete beskrivelser af de udvalgte kirkegårdes historie, arkitektur, særpræg, indretning og lokale forhold. Teksten kører for det meste i to eller tre spalter og har mange mellemrubrikker, så den er nem at orientere sig i. 

Efter et generelt introducerende kapitel til kirkegården og i hvilken forstand det giver mening at tale om ‘kirkegårdens arkitektur,’ følger otte kapitler om de forskellige typer af kirkegårde. Hovedtyperne er landsbykirkegårde, bykirkegårde, parkkirkegårde, og dertil kommer de lidt mindre udbredte som krigskirkegårde, kirkegårde i forbindelse med institutioner og naturkirkegårde. De enkelte typer er udførligt omtalt og beskrevet med oplysende eksempler fra hele landet og fine fotos, der understøtter teksten. 

Bogens fotos bør nævnes særskilt, for de udgør halvdelen af læseoplevelsen. De viser monumenter, udsnit, stemninger, gravminder m.m. fra alle de omtalte kirkegårde, dertil affotograferinger af historiske plantegniner, akvareller og malerier. De er velvalgte, varierede og meget informative, ofte er de kørt helt op i to-siders størrelse og sine steder utroligt smukke. Mærkeligt nok finder man først navnene på fotograferne under kolofonen på bogens aller sidste side, en side som man let overser. Men da de mange fotos i høj grad er med til at give bogen dens værdi, fortjener de at blive trukket frem: Fotoredaktør er Maiken Gadegaard Sørensen og fotograferne er Mathias Svold og Ulrik Hasemann. 

Til sidst har bogen en kort afslutning efterfulgt af noter, en fyldig litteraturliste, et virkelig brugbart stikordsregister, og sidst en tak til alle, der har hjulpet og støttet arbejdet med bogen. 

Det eneste jeg savner, er et afsnit om askespredning på havet eller fjorden. Det er et ønske, der af og til kommer frem, hvis den afdøde har haft med sejlads at gøre, professionelt eller privat. Selvom det forsåvidt ligger uden for bogens rammer, så kunne et afsnit (og et eventuelt opgør) om de individuelt tilrettelagte begravelser med vandet som kirkegård alligevel være en interessant ekskurs. 

Kirkegårdens åndelige betydning 

Kirkegårdens afgrænsning (en hæk eller et dige eller en mur) tydeliggør et vigtigt etisk perspektiv: en død menneskekrop er ikke kun er at betragte som affald, men som noget, der skal tages vare på. Mennesket, også den døde krop, har en værdighed og derfor spiller kirkegården en vigtig rolle, her er man forpligtet på at håndtere de jordiske rester med respekt fordi det levede liv her, på forskellig vis, sætter vare fysiske spor og dermed fortsat får lov at lyse op. 

En hovedpointe for forfatterne er at kirkegårde er landskabsanlæg, hvis funktion er at skabe fysiske og åndelige rammer for den menneskelige afsked og trøst for de efterladte. Og i et samfund, der vægter hastighed og derved er kendetegnet ved hurtig glemsel, kan og bør kirkegården være et modrum, ‘de dødes rum i de levendes verden.’ Med Hartmut Rosa møder vi der det ukontrollerbare, nemlig døden, samtidig med at også vore erindringer, vores taknemmelighed og vores sorg bliver vakt.  

Dermed er kirkegården med til at sætte menneske i en større ramme af ånd og fællesskab.  

et rum som kan befordre en åndelighed, der peger på menneskelivets betydning og fællesskabets værdi. Her bliver vi, de levende, via kirkegården holdt sammen med de døde og tidligere generationer. Der bliver knyttet en forbindelse. 

Kirkegårdene er kulturhistoriske anlæg med spor af af historien i form af diger, træer, gravstedernes organisering osv. Alt dette er vigtigt at værne om. Samtidig skal kirkegården til stadighed være et sted, hvor mennesker gerne vil komme, og derfor skal den løbende tilpasning og udvikling af kirkegårdene også være åben for, hvad der rører sig i tiden. Hver ny generation må reflektere over ændringer i danskernes forhold til og syn på døden i forening med oplysning om kirkegårdenes særlige betydning. 

Til sidst: Bogen er ikke blot forfatternes hovedværk men i det hele taget et kirkegårds-kulturhistorisk hovedværk i Danmark. Og kære læser, glæd dig til at få bogen i hånden. Mens man læser, bladrer og mediterer sig gennem bogen, vokser bevidstheden om, at der på kirkegården skal også jeg selv engang stedes til hvile og dækkes med jord. Sådan er bogen, ligesom kirkegården selv, på samme tid en stærk og meget konkret påmindelse om det vigtigste: memento vitae (husk livet) og et ligeså stærkt memento mori (husk at du skal dø).