Randers Bibelen
1000 tak til den store og medlevende forsamling, der var mødt op på Randers Bibliotek 19. september for at opleve premieren på Randers Bibelen. Jeg havde været så nervøs for, om der nu kom nogen! Kæmpestor oplevelse at fortælle nogle af de gode bibelhistorier vævet sammen med aktuelle Randers-historier.
I Randers Bibelen blander jeg aktuelle mennesker og steder i Randers med historier fra Bibelen og væver det sammen til en provokerende og humoristisk fortælling om byen og meningen med det hele.
Fortællingen indeholder (foreløbig) syv ‘kapitler’, som hver indeholder en Randers-historie, en bibelhistorie, anekdoter, og undervejs refleksioner, udsagn og ord, der binder det hele sammen. Der er en historier om:
- Skulpturen ‘Randers tur-retur’ på busterminalen og en historie fra Paulus’ rejse
- Memphis Mansion i Randers, Elvis og Bibelen, og salme 8 fra Salmernes Bog
- Skovbakken, Eva og fortællingen om syndefaldet
- Chanetts historie om at miste – og Jobs Bog
- Sven Dalsgaard nederlag med Pigen i Gudenåen – og maleriet ‘Kristus fra Randers’
- Nordic Waste, Jan K. Jensens historie – og en fortælling om tro fra Ny Testamente
- Fællesspisning i Randers Storcenter – og Jesus, der spiser med toldere og syndere
Det begyndte i øvrigt en dag sidste efterår, hvor jeg var på Randers Kunstmuseum og genså Sven Dalsgaards berømte værk ‘Kristus fra Randers’. Jeg blev meget optaget af den, og det var der, den første vage impuls kom til at arbejde med den dobbelthed: Randers og Bibelen. Og siden har det gradvist udviklet sig.
Den røde tråd i Randers Bibelen er eksistens og samfund, og den kan nu bookes.