Anmeldelse: Døden – din, min eller vores?

Anmeldelse i POV International 20. september 2024

DØDEN ER IKKE DIN EGEN – 
Fem artikler om aktiv dødshjælp 
Forlaget Eksistensen 

I det seneste år har der været et sandt mylder af indlæg om aktiv dødshjælp i aviser, tv og sociale medier. Efter statsminister Mette Frederiksens udmelding i sommeren 2023 om, at hun ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp, nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død, og siden har debatten bølget frem og tilbage. 

Her kommer endnu et indlæg i debatten fra overvejende teologisk hold, en artikelsamling med titlen Døden er ikke din egen. Bogens fem artikler udspringer af en konference om aktiv dødshjælp som blev holdt på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Noget af det fine ved bogen er at artiklerne har dobbelt baggrund i både faglig teologisk refleksion og i praksiserfaringer i sundhedsvæsnet, sygehus og hospice. 

Bogen, som er på 120 sider, rummer et teologisk velargumenteret opgør med vor tids hyperindividualiserede menneskesyn, særligt begreberne autonomi og værdighed. Vi er langt mere afhængige af hinanden, end vi tror, og det gælder ikke bare i løbet af livet, men også i den sidste tid, når vi nærmer os døden. 

Med et omskrevet citat af teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, hedder det i bogen: Vi holder altid noget af den andens død i vores hænder, hvilket peger på, som bogens titel siger, at døden ikke kun er vort eget individuelle anliggende, men i højeste grad også noget, der angår vore nærmeste og i videre forstand samfundet. 

Derfor er det nødvendigt at tænke bredt og sammenhængende om aktiv dødshjælp og af samme grund advarer bogen mod at de individuelle skæbnefortællinger om den vanskelige død komme til at bestemme det hele. “Det er godt at mennesker kan bevæges af enkelte skæbnefortællinger, men det er også godt, at de kan tænke i større sammenhænge.” (Ole Hartling). 

Værdighed og autonomi 

Tre af bogens forfattere har teologisk baggrund: Ole Raakjær (cand. theol, phd, lektor og hospicepræst), Leif Andersen, cand. theol, tidl. lektor) og Hans Vium Mikkelsen (cand. theol, phd, lektor). Ole Hartling har baggrund i sundhedsvæsnet (cand.med. og dr.med, tidl formand for Det etiske Råd). Henk Reitsema har hollandsk baggrund og er grundlægger af Euthanasia Prevention Coalition i Europa.  Og et appendiks indeholder en kort kommentar fra Ulla Morre Bidstrup, som er cand.theol og phd. 

Forfatterne gør op med den gængse forståelse af værdighed. De protesterer mod at vi gør værdighed afhængig af, hvad et menneske kan, altså hvad det præsterer. Bogen plæderer i stedet for det syn, at værdighed er noget, vi giver hinanden. Vi giver et andet menneske værdighed ved at behandle det værdigt. (Ole Råkjær). Det kan gøre livet værd at leve igen for den, som føler sig lille og uværdig. Kort sagt: Værdighed er et relationsbegreb.  

Værdighed er altså ikke færdighed, det at man mestrer sin tilværelse. At være svag, afhængig, plejekrævende er ikke en uværdighed, det er et grundvilkår i tilværelsen. Værdighed indeholder rettten at være til besvær.  

Også begrebet autonomi bliver udforsket med udgangspunkt i det faktum, at et flertal i befolkningen ønsker adgang til aktiv dødshjælp, fordi vi selv vil bestemme over vores død, vi har ikke lyst at være sat fysisk og psykisk ud af spillet. Vi vil være autonome.  

Bogens forfattere peger på at autonomi skal forstås i relation til familie og samfund. Retten til selv at bestemme støder mod en grænse i forhold til en afvejning af, hvad ens valg indebærer for andre og har af betydning for samfundet. Vi lever og dør ikke kun for os selv. Både liv og død finder sted i et socialt rum.  

Autonomi  er ikke altid et ideal. Den sårbare har behov for hjælp og ikke for altid at skulle tage stilling til alting selv. Der er asymmetri i forhold mellem læge og patient. Lægen er rask og har faglig indsigt. Den døende er svag og afhængig af hjælp. Hvis lægen har mulighed for at giv aktiv dødshjælp, vil det så give patienten skyld, hvis han ikke vælger det, men i stedet er til besvær for familien og samfundet? 

Dilemmaerne er store. Døden kan ikke ‘løses’, vi må forstå at det afgørende spørgsmål er, om døden er et vilkår eller en systemfejl. (Hans Vium Mikkelsen) 

De hollandske erfaringer er bredt inddraget i bogen, men særligt i hollænderen Henk Reitsemas artikel. Hollands historie med livsforkortende behandling går helt tilbage til 1973. Reitsema nævner glidebanen: I 2001 blev der registreret 3500 dødsfald, hvor loven om aktiv dødshjælp blev aktiveret. I dag er der mere end 9000 dødsfald om året ved aktiv dødshjælp, svarende til 6% af alle dødsfald.  

Det er tankevækkende at stigningen er kommet fordi, man har udvidet fokus på at lindre fysisk smerte til at inkludere psykisk lidelse og en række former for eksistentiel lidelse. I stigende grad yder man også dødshjælp til psykiatriske patienter, som ikke har udsigt til hjælp eller forbedring. Og bogens forfattere stiller det naturlige spørgsmål: hvor fører glidebanen hen, hvor ender det?  

Den palliative indsats 

Interessant er også Leif Andersens omtale af ‘den umiddelbare lykkes tyranni.’ Hvad er det for noget? Jo, vi moderne mennesker er ikke kun drevet af idealer om empati og medlidenhed, men også af et (skamfuldt) ønske om at slippe for besvær og lidelse. Vi ønsker, det vil gå væk, så vi ikke skal bære på så meget tungt.  

Men ideen om umiddelbar lykke er et tyranni, som bl.a. går ud over handicappede, psykisk syge, deprimerede, udviklingshæmmede. Som om livet er ikke noget værd, når vi ligger andre til byrde. Hvorimod Bibelens grundsyn er, at vi er hinandens verden, både som byrde og som glæde, og det kan vi ikke løbe fra uden, at det får ødelæggende konsekvenser. 

Skal aktiv dødshjælp være løsningen på lidelsens problem? Nej, svarer bogen. Vi skal stille os på livets side. Fremme palliativ behandling. Det bør ikke være på grund af mangel på palliativ behandling at nogle ønsker aktiv dødshjælp. “Dødshjælp er et fattigt magtesløst svar på lidelsen, for så drejer det sig ikke om at fjerne lidelsen, men om at fjerne den lidende.” (Ole Hartling) 

Derfor er det en gennemgående rød tråd i bogen at en forstærket indsats indenfor den palliative behandling reelt vil kunne afhjælpe en stor del af de lidelser og smerter, fysiske som psykiske, som er grund til ønsket om aktiv dødshjælp. 

En væsentlig bog 

Det er en fin lille bog, som viser at menneskesynets mange dilemmaer står på spil i hele debatten om aktiv dødshjælp. Særligt viser den at livets mening er et relationsbegreb, en kategori, der er undervurderet og misforstået i vores individualistiske tidsalder. Mening hænger sammen med vores forhold til hinanden.  

Derfor er vi nok alene i døden, men den er ikke kun vor egen. Vi er med til at give både hinandens liv og hinandens død mening, og vi er aldrig tættere på hinanden end, når vi bærer med på hinandens lidelser, og derfor bør vi ikke forsøge at undgå dem, men i stedet være nær og hjælpe og lindre det, vi kan.  

Min eneste anke er at nogle af pointerne bliver gentaget fra artikel til artikel, og i en redigering kunne den enkelte artikels perspektiv sikkert være strammet en smule op og nogle af gentagelserne undgået.  

Men det skygger på ingen måde for væsentligheden og aktualiteten af bogen, og derfor skal forfatterne samt forlaget Eksistensen have tak for at bringe indlæggene videre ud i den bredere folkelige debat. Bogen fortjener at blive læst af alle, som deltager i debatten, både på politisk, fagligt og folkeligt niveau.