Anmeldelse: Finske Krohn byder på undren over hvad et menneske er

Anmeldelse i POV International 20. september 2024

Leena Krohn
Under brostenene er der strandsand
Forlaget Jensen & Dalgaard

Under brostenene ligger stranden er en roman som blander realisme, fantasi og filosofiske refleksioner. Tilsammen handler det om at være menneske. Titlen hentyder til at under civilisationens hårde orden, brostenene, findes noget mere oprindeligt, nemlig strandens bløde sand, natur og afslapning.  

Bogen er skrevet af den mange gange prisbelønnede finske forfatter Leena Krohn (f. 1947), der bor og arbejder i Helsinki. Hun er oversat til adskillige sprog og har skrevet både børne- og voksenbøger. Hendes romaner bevæger sig ofte i feltet mellem fantasi og virkelighed, hvilket Under brostenene også gør. Den udkom i 1976 som børnebog, men regnes i dag for en ‘alle-aldres-bog,’ som kan læses uanset, hvilken alder, man har. 

Blandingen af fantasi og virkelighed gør den til en rørende og varm fortælling om, hvor svært og hvor fantastisk det er at være menneske. Og for nærværende anmelder vakte læsningen også en lang række erindringer om, hvordan det var at være en 12 års dreng. På een gang fuld af umættelig livsappetit, vilde følelsesmæssige rutcheture og ustyrlige tanker om liv og død. 

En dreng og en pelikan 

Emil er en 12 års dreng, hvis forældre lige er blevet skilt. Sammen med sin mor er han flyttet væk fra sit barndomshjem og bor nu i en ny by. Vi følger ham hen over en sommer, hvor han første gang oplever sorgen over at være adskilt fra den, han elsker, og at menneskelivet har en pris. Han er ensom, meget af tiden overladt til sig selv, og han savner sit gamle hjem. 

Men en dag møder han en stor fugl, en pelikan, iklædt et jakkesæt og slips. Pelikanen er rykket ind i byens og menneskers, og han ønsker at blive et rigtigt menneske. De to lærer hinanden at kende. Emil kan fortælle pelikanen om menneskenes liv og pelikanen kan bryde Emils ensomhed.  

Pelikanen har forladt sin kone og børn. Nu bor han i en lejlighed. Emil underviser i menneskenes verden, hjælper ham med sproget og at læse avis, introducerer ham til sporvogne og udstillinger, tager ham med på picknick i naturen. Pelikanen er på vej til at blive et rigtigt menneske.  

Emil er netop i den alder, hvor fantasien er levende og endnu ikke overhalet af fornuftig skepsis og rationalitet, alt kan stadig lade sig gøre. Venskabet med pelikanen bryder hans ensomhed og giver ham et stort indhold i livet.  

Som læser aner man, at deres venskab må komme til en form for klimaks og jeg skal ikke afsløre, hvordan det går, men kun sige, at undervejs bliver vi klogere på vores fælles menneskeliv i en moderne by set både fra Emils side og fra pelikanens side. 

Tab, ensomhed og venskab 

Flere eksistentielle temaer springer i øjnene. Det første er tabet. Emil har mistet sit barndomshjem, sin trygge base. I drømme ser han stadig sine forældre, bl.a. når de ligger side om side i sengen. Men første gang han er på besøg i sit gamle barndomshjem, hvor hans far nu bor sammen med sine nye kæreste, opdager Emil til sin forundring, at både han selv og livet går videre.  

Det viser sig, at tabet ikke kun tog noget fra ham, men det “gav ham også noget, uden hvilket man ikke kan blive menneske, det gav ham en fortid,” det gav ham en personlig fortælling.  

Også ensomhed og venskab er bærende temaer. Emil oplever en stor ensomhed med flytningen til byen. Hans mor arbejder hårdt for at skaffe føden til dem begge og er væk meget af tiden og desuden altid træt, når hun endelig er hjemme. Hvad skal han stille op med sig selv, hvordan finder man fodfæste i en by, hvor der er så mange muligheder, så mange mennesker?  

Hans venskab med pelikanen bliver afgørende for dem begge. Med kærlighedens og venskabets øjne lærer de begge at se anderledes på verden. Emil “fandt ikke længere fuglens runde, gule øjne underlige, og han syntes ikke længere, at dens vraltende gang var latterlig.” For Emil bliver venskabet en hjælp, som udvikler og modner ham til bl.a. senere at møde den kønne Elsa, hvor hans egen verden af virkelighed og fantasi bliver sat på prøve.  

Identitet 

Men det centrale tema handler om at finde sin identitet som menneske. Leena Krohn leger med det: Hvad nu hvis der er et menneske under pelikanens ydre? Og hvad nu, hvis der er et dyr under menneskets ydre? Eller som pelikanen bemærker efter at have været i biograf: Mennesker er tiltrukket af facader og spil, det gemmer sig bag løgne og billeder, så hvor er det rigtige menneske?  

Her er vi inde vi selve pulsen i romanen, en stadig spørgen og en stadig undren over ‘det menneskelige’. Romanen udforsker de lag, som er i mennesket, og den stiller spørgsmålstegn ved de roller og masker, som samfundet lærer os at bruge, og som vi villigt tager til os.  

Eller som pelikanen siger efter, han har lært at læse avis: “Jeg undrer mig over mennesket, der både kan spille tryllefløjte og fremstille missiler. Hvad er mennesket egentlig?” Det er måske til syvende og sidst bogens røde tråd, nemlig at skærpe vores forundring over, hvad et menneske er. “Nu siger jeg Dem som fugl og menneske, at det vigtigste og mest værdifulde at huske er forundring.”   

Enkelt og menneskeklogt sprog 

Leena Krohn skriver i et enkelt, blidt og menneskeklogt fabel-lignende sprog, som dog aldrig slipper taget i virkeligheden. Der er ingen store armbevægelser, hverken i sproget eller handlingen, når hun blander det almindelige med det ualmindelige. Til gengæld ligger der overalt en fortælleglæde, en opdage-glæde, over at bevæge sig rundt i grænseområdet mellem virkelighed og fantasi.  

Det eneste som trækker ned i læseoplevelsen er en fornemmelse af noget gammeldags, som jeg flere gange under læsningen ikke kunne gøre mig fri af. Romanen er skrevet i 1976, og f.eks virker beskrivelsen af præstens ord ved en begravelse meget fortidig, en dommedagsprædiken, som i hvert fald rammer ved siden af en dansk kirke-kontekst.  

Også fraværet af mobiltelefoner og elektroniske medier kan indimellem føles som en mangel. Netop mobilen kunne være virkelig interessant at se i forhold til bogens temaer, ensomhed, venskab og identitet. Ikke mindst fordi det fylder så meget i dagens samfund, hvor vi er temmelig mange, der bruger meget energi på at balancere mobilens plads i det daglige, så det ikke går ud over, ja netop, ens menneskelighed. 

En huskebog 

Men samlet set er det en smuk og fabel-lignende fortælling om det at være menneske. Der findes meget i vores verden, som er noget skidt, men, skriver Leena Krohn, glem ikke alt det opløftende, som findes i det mest unyttige: sange og musik, bøger, billeder og drømme.  

Derfor giver det mening at forlaget Jensen&Dalgaard nu udgiver bogen, næsten 50 år efter den blev skrevet. For bogens ærinde er vigtigt. Her er masser af stof til den folkelige og almene livsoplysning for børn og voksne, for bogen taler både til fornuft, fantasi og følelse. 

Det rammer fint både bogens og al litteraturs ærinde, når det hedder: “Du er også et menneske og menneskets opgave er at huske.” Sådan er historien om Emil og pelikanen en huskebog om det både vaklende og stærke menneskeliv, hvor flere verdener skyder sig ind i hinanden, fuldt af tab, venskab og mening.