Klar til endnu en dag i Guds skaberværk?

“Hvad siger I så, venner? Er I klar til endnu en dag i Guds skaberværk?” Det er spørgsmålet i denne perle af en kort og kontant fortælling fra Katrine Marie Guldager, fuld af livsenergi, humor og alvor.

Den handler om den midaldrende Lotte, som bor på Nørrebro og lige har mistet både sit job og sin kæreste Michael. Tilværelsen er væltet, og gennem tolv dage følger vi hendes oplevelser med kærestens 19-årige søn Daniel, naboerne i opgangen, den gamle arbejdsplads, opklaringen af kærestens død, indtil hun ender med på trods af det hele af få sig selv nogenlunde samlet op.

Det eksistentielle tema er Lottes ensomhed. Gennem barndom og ungdom har hun følt sig afvist og som hun siger, har hendes liv været en lang ansøgning om at blive en del af fællesskabet, at blive elsket.

Både af egen erfaring og fra mit arbejde som præst ved jeg, at hun bestemt ikke er alene om det. Den ufrivillige ensomhed, om end for de fleste kun i perioder, er nok et alment vilkår for mennesker i dagens Danmark anno 2023.

Men endelig da hun var midt i 30erne, skete der noget. Hun blev kæreste med Michael, og kærligheden til ham gav hende en følelse af at høre til. Sammen med ham fik hun andel i den kærlighed, der trods alt holder verden sammen.

Verden er fuld af misforståede hensyn, frustrationer og katastrofer. Men på trods af det skal vi alligevel hver især tage vores del af trappevasken og ansvaret for, at livet kan lykkes.

Det er pointer, jeg gerne vil sige ja og amen til.

Hvis jeg skulle nævne en enkelt mislyd i denne ellers helstøbte fortælling, er det bisættelsen af Michael. Guldager fortæller, at den bliver holdt kl 10 søndag formiddag. Men så vidt jeg ved, er der ingen steder, man afholder bisættelser om søndagen, det er altid på hverdage. Og hvorfor er det gab-gab, at præsten prædiker om at forsone sig med livet og døden? Det er vel netop det, Lotte selv gør til sidst.  

Fortællingen ender med, at Lotte sidder på en bænk ved Planetariet og spørger ænderne: Hvad så venner, er I klar til endnu en dag i Guds skaberværk? Og hun svarer selv bekræftende, at så længe hun kan tage sin del af trappevasken, er det ikke slut. Og er det ikke netop en slags forsoning med hele det bøvlede liv? Jo, det tror jeg.

En perle af en fortælling, som jeg vil have med mig i lang tid.