Alle Helgen og døden

I anledning af Alle Helgen søndag blev jeg ringet op af Kristendom.dk og spurgt om jeg ville medvirke i et interview. Det kom der følgende ud af:

Hvad er dit personlige forhold til døden? Er du bange for døden? Ser du den i møde med stor sindsro?

Når det kommer til den fysiske død, er jeg egentlig ikke bange. Altså jeg går ikke rundt til hverdag og ryster i bukserne ved tanken om, at jeg skal væk herfra. Men jeg synes, at det er en ubehagelig tanke, som kan give mig vemod.

Det, jeg imidlertid frygter mest, er den død, der rækker ind i livet i form af tomhed, livslede eller menneskefrygt. Det er sådan noget, der kan ødelægge livet her og nu – både for andre og for mig selv. Det er også noget, der sker for de fleste før eller siden, nogle gange når man mindst venter det.

På Netflix kan man for eksempel se en solokoncert med Bruce Springsteen, hvor han fortæller om, hvordan han – på højden af sin karriere – har mødt mørket og tomheden. Man kan også høre ham ved den samme koncert citere hele Fadervor i dyb alvor.

Sådan sker det fra tid til anden for de fleste, at vi må tage livtag med tomheden og manglen på retning.

Et godt modspil er hver dag at gå i gang med alle de opgaver, som livet hele tiden byder på: Familie, arbejde og fritid, men også at fordybe sig i litteraturens og Bibelens store fortællinger om, hvordan andre mennesker har mødt tilværelsen. Man kan også gå i kirke og dykke ned i salmebogens fantastiske ord og billeder. Så der er mange måder at imødegå den død, som rækker ind livet.

Hvad betyder det for dig, hvad Bibelen siger om døden?

Jeg har hele mit liv været en bruger af Bibelen, fordi den rummer så mange spændende fortællinger og gode billeder på Gud og mennesker.

Et af de billeder, som taler stærkt til mig, også når jeg tænker på min egen død, er fortællingen i Lukas-evangeliet om den fortabte søns hjemkomst. Det billede siger mig noget. Jeg kan bruge det, for døden er ikke kun afsked og intethed, men også en hjemkomst.

Rembrandt malede også den fortabte søns hjemkomst, og da jeg så originalen i St. Petersborg for mange år siden, gjorde det et meget stort indtryk. For her var sønnen, der har fejlet big time, og som kommer hjem og bliver modtaget med en stor kærlighed. “At komme hjem”. Det er en dejlig sætning og en god måde at tænke om døden.

Hvad tror du selv, at der sker efter døden? Om noget?

Jeg ved ikke, hvad der sker efter døden på længere sigt, men jeg er heller ikke særlig optaget af det.

Jeg er langt mere fokuseret på livet her og nu, på hvad der skal ske i dag og i morgen, på de mennesker, som er omkring mig nu og på alle de opgaver, jeg står midt i lige nu. Kort sagt tænker jeg, at livet er en gave og en opgave, som du ikke må svigte – og at de døde er i gode hænder.

Kunstneren Arne Haugen Sørensens farverige billede af de to hænder, der løfter et menneske op af graven, har haft stor betydning for mig. Det er et fantastisk billede, der findes i flere versioner.

Det, jeg kender bedst, er sat ind som alterbillede i Ringkøbing Kirke, hvor jeg gennem mange år har set det fra tid til anden, fordi vi har et sommerhus i nærheden. Det er et fantastisk billede, og for mig er det blevet et billede, som jeg finder meget ro i. De mennesker, jeg har kendt, og som nu er døde, tænker jeg er i gode hænder. I Guds hænder. Det gælder for eksempel, når jeg tænker på min far, som døde for fem år siden.

Så på den måde er livet efter døden ukompliceret for mig, og jeg behøver ikke at tænke mere på det, end at de døde er i gode hænder.

Har du en personlig oplevelse med døden?

Ja, jeg har flere, også et par stykker der var vanskelige.

Men i dag jeg vil hellere fortælle om dengang min far døde. Han var på plejehjem og havde været meget syg i lang tid, og han kunne ikke noget selv længere, end ikke tale. Det var en dag i juni, to dage før han døde, hvor jeg var på besøg. Han sad i sin kørestol, og vi sang et par sommersange og en salme sammen – det vil sige han brummede med. Da vi ikke orkede at synge mere, holdt vi hinanden i hånden og bad Fadervor. Det øjeblik glemmer jeg nok aldrig. Det var smukt.

Det, som jeg husker bedst, er varmen i hans hænder. Det mindede mig om, hvordan det var, dengang jeg var en lille dreng, og han havde holdt min hånd. Nu var det mig, der holdt hans hænder. Og der var en forbindelse fra dette nu helt tilbage til min tidligste barndom. Det blev mit og hans farvel. Det var en smuk stund, som i dag er et dyrebart minde.