Tale ved Louises dåb

Den 26. januar 2019 fik jeg den store ære og glæde at døbe mit første barnebarn, Louise, i Vadum kirke nord for Aalborg. Her er talen ved hendes dåb:

Kære Louise og kære forældre Kristine og Dan!

I London hvor jeg er præst, er der en ung kvinde, som jævnligt kommer i kirken. Fornylig fortalte hun, at når hun kommer ind i kirken, har hun en bestemt bøn, hun beder. Den lyder sådan:

“Gud, giv mig mod til at åbne mig for kærligheden”.

Det er en smuk bøn. Efter at hun fortalte mig bønnen, har jeg ikke kunnet glemme den.

Jeg kom igen til at tænke på den efter, at vi for 2-3 uger sidensad i jeres køkken og talte sammen om dåben her i dag.

“Giv mig mod til at åbne mig for kærligheden”. Det har I to gjort, Kristine og Dan, over de sidste 6-7 år, hvor I har kendt hinanden. I har åbnet jer for kærligheden til hinanden og hinandens historie, og I har fået en fælles historie. Det har været meget smukt at følge.

Og nu har I åbnet jer for Louise, som kom for fire måneder siden. Vi andre har det set. Og glædet os over det. Hvor flot I har taget imod sådan et lille nyt menneske, som allerede nu har sin egen personlighed. Alt det I gør for, at hun må få en god start i livet.

Som du sagde, Dan, med et skævt smil: Vi er gået ind i boblen. Hus, bil, barn. Jo jo, I er gået ind i en boble, men det er så meget mere end at gå ind i en boble. Det er også at åbne sig for et fælles liv og en fælles historie med hinanden. Og det er ikke så lidt.

Men ikke nok med det.

I dag har I også båret Louise her ind i Vadum kirke, for at åbne jer selv og hende for den historie, som bliver fortalt her og den kærlighed, som vi bliver  mødt med her.

I dag åbner I jer og I åbner Louises liv for store ord om Gud og mennesker, jord og himmel, store ord om en stor kærlighed.

Det er en historie, som er større end jer og jeres familie. Større end os alle.

Om lidt står vi ved døbefonten og får historien gentaget når vi sammen siger trosbekendelsen.

Først siger vi, at vi forsager Djævelen. Det betyder, at vi står ved, at livet er skrøbeligt, udsat og truet. Der er ondskab, sygdom, ulykker. Livet er ikke selvfølgeligt. Det er ikke selvfølgeligt, at vi er raske og har hinanden i morgen. Derfor forsager vi Djævelen og alt det, som truer livet.

Og derefter siger vi,  at Gud har skabt alting. Han har skabt Louise, som et under og givet hende til jer som en kostelig gave. Og en opgave. Ligesom livet kommer til os alle som både gave og opgave.

Og sammen siger vi historien om Jesus og at han kommer med en tilgivelse, som er stor nok til os alle. Også på alle de dage, hvor vi ikke synes, at vi kan rumme hverken os selv eller hinanden. Hvem har ikke brug for det?

Og vi siger, at Helligånden skaber et fællesskab, som er både før og efter os. Det omfatter  levende og døde, også dem, som vi gerne ville have delt dagen i dag med, men som ikke er her mere.

Den historie siger vi ja til. Vi åbner os for den i tillid til, at det er sandt. Tillid til at Gud har givet jer Louise som gave og opgave. Tillid til at tilgivelsen kan rumme os alle. Tillid til at vi hører til i et fællesskab og en sammenhæng, som er større end os selv.

Dåben er at åbne sig for den fortælling og kærlighed. I tillid. Og at blive en del af den. Med ritualets ord: At blive indpodet i Kristus.

Da jeg gik i 7. klasse fik jeg meget skældud. Det synes jeg i hvert fald selv. Både i skolen og derhjemme. Måske var der god grund til det, det kan godt være. Men på grund af alt den skældud var der dage, hvor jeg var ked af det og nedtrykt.

Sådan en dag cyklede jeg hen og besøgte min morfar og mormor. Som sædvanlig var jeg med min morfar nede i hans værksted i kælderen, hvor han bandt bøger ind. Derefter gik vi op i køkkenet og fik en saftevand hos mormor.

Da jeg skulle hjemad gik min morfar med ud til fortovet, hvor min cykel stod. Til farvel gav han mig hånd, kiggede mildt på mig, og uden at sige noget drejede han sin egen og min hånd og en tokrone faldt ned i min hånd.

Jeg glemmer det aldrig. Jeg kan stadig se hans ansigt og mærke tokronen falde ned i min hånd. Det var et kærtegn, der sagde: Jeg kan godt lide dig, det skal nok gå.

Det er mit billede på velsignelse. At blive set, at få et kærtegn. Sådan er dåben også en velsignelse. Et kærtegn, hvor Gud i himlen siger til Louise: Jeg kan lide dig, det skal nok gå.

Louise! Og Dan og Kristine! I dag åbner I jer og Louises liv for den velsignelse og den kærlighed. Det skal nok gå. Så lev jeres liv. Lev dit liv, Louise, i den tillid.

Gud give at I altid og alle dage må åbne jer for kærligheden til hinanden og den fortælling og velsignelse som I får med herfra i dag.

Tillykke til Louise med din dåb i dag. Tillykke til Kristine og Dan med jeres datters dåb i dag.

Salmer
Se, nu stiger solen af havets skød
Fyldt af glæde over livets under
Sov sødt barnlille, lig rolig og stille
I østen stiger solen op

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *