Om at være normal

De fleste kender det sikkert: frygten for at være anderledes, frygten for ikke at være normal.

Det er en mekanik, som holder rigtig mange mennesker på plads og afholder dem fra at sige det, som de egentlig gerne ville sige, og gøre det, som de egentlig gerne ville gøre.

Det handler Normal People om. Skrevet af den 27-årige irske forfatter Sally Rooney. Det er en fremragende roman om Marianne og Connell, to helt unge studerende på Trinity College i Dublin.

De er unge i Irland, men fortællingen er også en fortælling om at være ung i Europa.

De har et on-and-of forhold, seksuelt, følelsesmæssig, intellektuelt. Begge vil de gerne være normale og finde ind i et normalt liv. Det gælder især Connell. Han har en dyb trang til bare at føle sig normal og være en flink fyr.

Normal betyder for ham få en god uddannelse, at finde ind i et roligt parforhold, ikke have uacceptable seksuelle lyster, at have et praktisk livssyn, at skjule de dele af sig selv, som er skamfulde og forvirrende.

Sally Rooney, født 1991

Intet betyder mere for ham end de andres godkendelse. Han vil gøre alt for at opnå social accept. Facebook opdateringer er en vigtig del af det sociale spil, hvor det handler om at være på og med.

Jeg ved ikke hvordan det er for andre, men for mit vedkommende er det uhyre genkendeligt. Hele spillet mellem den side man vender ud mod de andre og de sider af sig selv, som man skjuler. Vi er ‘frie’ til at gøre hvad vi vil og alligevel skrækslagne for at gå imod strømmen.

Marianne er anderledes, hun viser Connell at andre måder er mulige. Hun er mager og begavet, har skæve tænder. Fra barndommen er hun vant til at være utilpasset, mobbet af sin bror og hendes mor, som ikke hjælper hende.

Hun har en vildskab i sig. Hun leger med sine grænser. Hun har sans for det usædvanlige. Hun læser, hun reflekterer, og fordi hun fra barn har været vant til at være anderledes, har hun nemmere ved ikke umiddelbart at passe ind i normaliteten.

Hun er ensom, hun åbner sig for det i sig selv, som hun ikke selv forstår. Hun står bl.a. ved sin trang til at blive seksuelt domineret af mænd.

Det er politisk ukorrekt, men det ændrer ikke på hendes trang. Hun er modig og tør gøre det, som de fleste ikke tør, forsøge at stå ved sig selv.

Marianne og Connell har et intenst kærlighedsforhold. Lange filosofiske samtaler. Passioneret elskov. Sammen med hende opnår Connell at komme i kontakt med noget dybt inde i ham selv, nede under overfladen, hinsides det han kan sætte ord på.

Historien vokser op til at blive et billede på at være ung ikke bare i Dublin, men i Europa. Med  Facebook opdateringer, spontane fester, flydende etiske normer, alle muligheder åbne, eksistentiel stress over hele tiden at skulle definere sit eget liv.

De deler utroligt meget med hinanden og oplever øjeblikke af stor lykke. Alligevel har de vanskeligt ved at forblive sammen. Begge er de sårbare og bliver let sårede og skuffede. De forlader hinanden og vender tilbage til hinanden.

Jeg skal nok lade være at afsløre hvor Sally Rooneys fortælling ender. Historien er super velskrevet, der er meget at spejle sig selv i og gå i dialog med.

Det er en fortælling om hvor meget vi lyver for os selv, hvor mange kompromisser, vi indgår for at være ‘normale’.

Men også en historie om mod til at turde være anderledes, gå imod strømmen, og ikke kun være udleveret til flokkens forgodtbefindende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *