Kunsten at fortælle – som e-bog

I dag underskrev jeg en kontrakt med Forlaget Eksistensen om at min bog “Kunsten at fortælle” fra 2008 nu også kommer som e-bog. Den fås stadig i almindelig bogform og jeg er glad for at den også får et online liv.

Bogen handler især om hvordan man kan arbejde med den livsoplysende fortælling – særligt fortælling af litteratur, bibelhistorie og livshistorier.

Den indeholder en mere teoretisk og generel indføring i mundtlig fortælling med tråde tilbage til Aristoteles, Grundtvig, Christen Kold m.fl.

Dernæst en mere praksis-orienteret del med mange eksempler på hvordan man kan arbejde med en bibelhistorie, en roman eller et træk fra en roman, og endelig hvordan man kan få en sammenhængende historie ud af sine livsoplevelser.

Det hele bygger på mine egne erfaringer som mangeårig fortæller i et utal af forskellige sammenhænge: kirker, skoler, højskoler, sognegårde m.m.

Jeg skrev den for at samle mine egne erfaringer, men også fordi jeg gerne vil medvirke til at den folkelige fortællekunst stadig må have en stærk placering i skole, kultur og kirke.

Mundtlig fortælling kan være stor kunst, men det er også et håndværk, og som ved alle andre håndværk, kan man altid blive bedre.

Bogen henvender sig til alle der arbejder med mundtlig fortælling i skolen, kirken, forsamlingshuset eller hvor man nu er sammen med tilhørere.

https://www.eksistensen.dk/kunsten-at-fortaelle.html