Min violin er blevet stjålet

I nat blev min højt elskede violin stjålet. En tyv brød ind i huset mens jeg sov, tog violin og bue samt et par andre småting.

Jeg spillede senest på den i aftes til stor St Hans fest i kirkens have. Vi var omkring 350 mennesker, vejret var vidunderligt og efter bålet var blevet tændt, havde vi en runde med sommersange og folkemusik, hvor jeg spillede sammen med organist Troels som havde sin melodica med. Det var festligt og fornøjeligt.

Violinen har enorm affektionsværdi for mig, som 13-årig fik jeg den personlig overrakt af min bedstefar og den har fulgt mig lige siden. Min bedstefar købte den da han var ung for 115 år siden. Den er lavet i det nordlige Tjekkiet og var sandsynligvis ny, da han købte den.

Jeg begyndte for alvor at spille på den, da jeg som 19 årig flyttede til Århus for at læse teologi. Jeg fik en god studiekammerat, Michael, som selv spillede violin og foreslog at jeg skulle finde min frem. Vi mødtes, han fik mig i gang med at spille, og såden begyndte det.

I årene 1982-1987 spillede jeg med folkemusikbandet Molør i Århus. Vi var syv studerende, som havde det fantastisk sjovt med at lade som om vi kunne spille. Vi var fire violiner, en harmonika, en kontrabas og en guitar. Repertoiret var spillemandsmusik, sange og viser og fællessang. Vi spillede til private fester, grundlovsdage, 1. maj, i børnehaver og et hav af århusianske og østjyske foreninger.

I alle årene siden da har jeg haft violinen med og spillet til fællessang og folkedans i utallige forskellige sammenhænge, arbejdsmæssigt og privat. Fødselsdage, bryllupper, jul, påske og pinse, høstfester, julearrangementer og meget, meget mere. Da vi i Randers lavede studierejser til udlandet, havde jeg den hver gang med og spillede til morgensang m.m.

Da jeg var præst i Gedsted mødte jeg to himmerlandske spillemænd, Benny Henriksen og Jørgen Sørensen. De var begge professionelle suppe-steg-is musikere, og vi dannede en trio i 1998, som kom til at hedde Baldur. Benny spillede kontrabas, Jørgen harmonika og jeg selv violin. Vi tog meget ud at spille for en billig penge. Repertoiret var et festligt og folkeligt program med folkemusik og fællessang. Benny gøglede, Jørgen holdt takten, og jeg selv hang på så godt jeg kunne. Det var virkelig sjovt, et frikvarter for alle tre, vi gav den max gas, og telefonen ringede fra hele Jylland, om vi kunne komme. Vi fik alle de jobs vi kunne overkomme og spillede i 10 år indtil 2008. Da måtte vi slutte, jeg var flyttet til Randers og jeg havde fået for travlt til at det kunne fortsætte.

Da jeg for to år siden flyttede til London, tog jeg den selvfølgelig med og har brugt den masser af gange til fællessang i kirkens lørdagsskole, ved sangafter, og arrangementer af alle slags.

Altid har det været en glæde at bidrage til de fælles fornøjelser med sang og musik. Altid har det været en glæde at spille sammen med andre og opleve musikkens kraft og energi.

Luther sagde: Musik er en af Guds skønneste gaver, som Satan er meget imod, for det fjerner sorger og onde tanker og gør hjertet glad igen. – Hvor musikken er, kan Djævelen ikke være.

Nu er min violin altså forsvundet. Det er mærkeligt at miste en ting, der har været så stor en del af mit liv. Sorg eller hvad man nu vil kalde det. Et savn. Selvom den violin, jeg arvede efter min bedstefar, er en død ting og selvom jeg til enhver tid kan købe en anden, så er der så mange historier og oplevelser forbundet med den, at den jo alligevel er – levende og uerstattelig.