Per Kirkeby og Getsemane

Ved Per Kirkebys død, 9. maj 2018

Kunstneren Per Kirkeby er død, 79 år gammel. Jeg vil særligt huske ham for hans alterbillede til Sct. Mortens Kirke i Randers. Det blev sat ind i påsken 2004. Det hedder Getsemane og viser et landskab ved aftentid. Det er svært at se, men i billedets højre del er en knælende koboltblå Kristus. Han er bange for at dø og han beder.

Jeg stod foran billedet hver gang jeg holdt gudstjeneste i årene fra 2004 til 2016. For hvert år der gik, blev billedet mere og mere magtfuldt. De afhuggede stubbe og døden. Den gule tværbjælke og korset. Den hårde granit. De sovende disciple. Den brændende tornebusk. Den blodrøde himmel og kærligheden. Bønnen, angsten. Kristus i mørket, også når du ikke kan se ham…. Det var et billede, der tog mig med ind i meget vanskelige og smertefulde områder af livet.

Da billedet blev afsløret Skærtorsdag 2004 ved en reception i kirken, hvor pressen var til stede, spurgte jeg Per Kirkeby, hvad han ville sige med billedet. Han svarede: “Jeg vil jo ikke sådan “sige noget” med min kunst, men siden du spørger, så vil jeg alligevel svare: Med billedet her har jeg ønsket at pege på den tro, der kan bære selv i de vanskeligste stunder”.

Det var et betydningsfuldt svar og for mig blev det den sætning, som mere end noget andet lukkede op til Getsemane-billedets enorme rigdom af bibelske og kunstneriske motiver. Det kan virke mørkt og vanskeligt tilgængeligt, til gengæld er det et billede med meget lang holdbarhed, fordi det rækker dybt ned i eksistensen.

Ære være Per Kirkebys minde.